Natten til lørdag blev en kvindelig københavnsk politiker med muslimsk baggrund truet af ekstremistisk gruppe.

Nattens arbejde med at hænge valgplakater op blev en skræmmende oplevelse for politikeren Yildiz Akdogan (S) og hendes hjælpere. Undervejs blev de truet og kraftigt opfordret til at pille valgplakaterne ned igen, for ellers ville den aggressive gruppe af mænd gribe til voldsomheder, fortæller Yildiz Akdogan, der er kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne, til bt.dk. »Fire af mine venner hængte plakater op på Frederikssundsvej, da en flok mænd truende spurgte, om de havde tilladelse til at sætte dem op. De skulle fjerne dem igen, ellers ville de smadre plakaterne,« fortæller Yildiz Akdogan. Hun mener selv, at den truende gruppe af mænd har tilknytning til salafisterne, der er en ekstremistisk gruppe af muslimer, der går ind for streng sharia-lovgivning. De skræmte kampagnemedarbejdere ringede til Yildiz Akdogan, der fortalte, at de selvfølgelig havde tilladelse til at hænge plakaterne op i forbindelse med kommunalvalget til november. Herefter blev politiet tilkaldt, og det fik den truende gruppe til at forsvinde. »Jeg kørte selv derud, så hurtigt jeg kunne. Jeg ved ikke, om politiet kom, for jeg så ikke nogen patruljevogn. Det er et problem for demokratiet, hvis de allerede begynder med den slags chikane nu, før valgkampen rigtigt er kommet i gang,« fortæller Yildiz Akdogan, der som kvindelig kandidat med muslimsk baggrund mener, at hun kan være en torn i øjet på yderligtgående muslimske grupperinger som salafisterne. »Jeg håber politiet tager det alvorligt. De her grupper er ret aktive, og jeg oplever det som et stigende problem. Jeg bliver råbt efter af unge drenge på 15 år, der kalder mig ‘uren<saxo:ch value="226 128 153"/>. De her grupper hjernevasker folk med deres ord,« fortæller den 40-årige S-kandidat. Det får hende dog ikke til at stoppe, forsikrer hun. »Plakaterne blev hængt op, og vi fortsætter med at hænge flere op i dag. Så må vi se, hvor mange af dem, der får lov at hænge. De får ikke held til at stoppe mig,« understreger hun over for bt.dk.