Pia Kjærsgaard får mundkurv på. I hvert fald for en stund.

Ifølge det officielle program er der 'fri debat' klokken 13:50 til 14:30 på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.

Det er her, at Pia Kjærsgaard ifølge B.T.s kilder har tænkt sig at tage ordet.

Men i allersidste øjeblik er 'den frie debat' rykket til efter det dramatiske valg til hovedbestyrelsen, som finder sted klokken 14:50.

Det skete på et hovedbestyrelsesmøde fredag aften.

På den måde har Pia Kjærsgaard og andre ikke mulighed for at komme med en dundertale, der kan påvirke valget til hovedbestyrelsen.

Hovedpersonen selv vil ikke love for meget, når man spørger hende til talen.

»Nu må vi se. Det kommer an på tingenes udvikling,« siger hun.

»Jeg har ikke skrevet et ord ned,« fortsætter hun.

Hun har ingen kommentarer til, at den frie debat er flyttet.

»Det er hovedbestyrelsens beslutning,« siger Pia Kjærsgaard.

Op til Dansk Folkepartis landsmøde har der været skyttegravskrig og et forsøg på at vælte Kristian Thulesen Dahl fra visse dele af baglandet.

Flere lokalformænd har været ude i pressen og efterlyse et formandscomeback fra Pia Kjærsgaard.

Men fredag eftermiddag afviste hun alle spekulationer.

»Jeg opstiller ikke til årsmødet i weekenden,« skrev hun i en sms til B.T.

Den officielle årsag til, at det frie ord før hovedbestyrelsesvalget er flyttet i sidste øjeblik er, at der er så mange kandidater til hovedbestyrelsen, at der ikke er tid til den frie debat.

Ifølge B.T.s oplysninger er der 7-8 modkandidater, som opstiller til den magtfulde hovedbestyrelse – foruden de tre medlemmer, som søger genvalg.