Efter en dramatisk omgang stod det klart, at Middelfart skal have en Venstre-mand som borgmester efter 108 år med socialdemokratisk styre.

Ny borgmester bliver nemlig Anders Møllegaard. 

Det er dog stadig uvist, hvordan det nye flertal bestående af Venstre, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance vil konstituere sig.

Men nu afslører Møllegaard over for Fyens Stiftstidende, at han skal mødes med partierne bag den væltede alliance i byrådet – Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti.

Han ønsker at samle et byråd, der har et bredt flertal bag sig, lyder det. 

Den kuppede borgmester, Johannes Lundsfryd (S), bekræfter over for Fyens Stiftstidende, at mødet skal finde sted mandag. Han er den eneste deltager fra sin egen fløj, lyder det.

»Vi har lavet et møde lige så meget for at få lukket op. Jeg ved godt, der sidder nogle og er meget skuffede og pressede over det hele,« siger han til avisen.