Syv ud af otte flygtninge fra Syrien er ikke i job fire år efter, de har fået opholdstilladelse i Danmark, viser en undersøgelse. Dansk Arbejdsgiverforening har derfor store forventninger til regeringens integrationsudspil, som præsenteres onsdag.

Flere og flere syrere flygter til Danmark, og en stor del af dem havner i arbejdsløshedskøen og sidder fast.

Ifølge en undersøgelse, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har lavet, var syv ud af otte syriske flygtninge, som fik opholdstilladelse i 2009, ikke i job fire år efter.

»Katastrofalt,« mener man hos DA.

»Det er katastrofalt, at man har et integrationsprogram, og at man stadig er så dårlig til at integrere flygtninge på arbejdsmarkedet, når de kommer til Danmark,« siger chefkonsulent Berit Toft Fihl til Berlingske Nyhedsbureau.

12.000 flygtninge forventes at komme til Danmark i 2015, og i sin nytårstale annoncerede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) et flygtninge- og integrationsudspil, som skal skaffe flest muligt af dem fodfæste på det danske arbejdsmarked.

Udspillet bliver præsenteret onsdag klokken 11, og det kommer, når der er allermest behov for det, mener Berit Toft Fihl, som opfordrer regeringen til især at kigge nærmere på kommunernes indsats.

Det er kommunerne, der tager imod flygtningene og hjælper dem med at finde arbejde, når de kommer til Danmark. Ifølge Berit Toft Fihl gør nogle det bedre end andre, og hun mener, at regeringen i højere grad bør belønne de bedste.

»Der er stor forskel på, hvor gode kommunerne er til at integrere flygtningene. Vi håber på, at regeringen med sit udspil laver nogle økonomiske incitamenter til kommunerne til at gøre deres ypperste og blive bedre til at bruge løntilskud og virksomhedspraktik for at få flygtninge i arbejde,« siger hun.

Berit Toft Fihl forventer også, at regeringen skruer ned for kontanthjælpen og gør det klart for flygtninge såvel som danskere, at de selv skal tjene deres penge.

»Det er afgørende, at regeringen også sender det signal, at både flygtninge og danskere skal forsørge sig selv. Derfor forventer vi, at udspillet øger afstanden mellem kontanthjælp og mindsteløn, så det bliver mere fordelagtigt at tage et arbejde,« siger chefkonsulenten.

Regeringens integrationsudspil skal ifølge flere medier sende 30.000 flere flygtninge og indvandrere ud på arbejdsmarkedet over de næste to år. Politiken skriver onsdag, at regeringen netop har planer om at belønne kommunerne økonomisk for at skaffe flygtninge i job.