Det er endnu uklart, hvordan det endelige Regionsråd i Nordjylland bliver sammensat. Stemmerne skal nemlig fintælles.

Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse torsdag.

Fintællingen, der kun skal foregå blandt kandidaterne i Socialdemokratiet, skyldes, at der kun er én stemmes forskel mellem to kandidater.

Morten Klessen og Lis Mancini fra Socialdemokratiet – kun én af dem kommer med i rådet.

Førstnævnte fik med sin ene ekstra stemme Regionsrådets 41. mandat, og Lis Mancini var dermed kun lige akkurat udelukket fra rådet.

Det er en enig valgbestyrelse, der har taget beslutningen om at fintælle stemmerne igen.

Til gengæld fremgår det, at det er alle nordjyske borgere, som har afgivet en stemme til Socialdemokratiet i forbindelse med Regionsrådet, som skal have talt sin stemme på ny.

Der er derfor ingen informationer om, hvornår stemmerne forventes at være talt op.