Alle partier er forsat med i forhandlinger om medieforlig. Skal det blive bredt, er der brug for flere penge.
København. Kulturminister Mette Bock (LA) er fortsat ved at undersøge, om hun kan udvide den økonomiske ramme for det kommende medieforlig. Det oplyser hun, efter at partierne fredag har været til forhandlingsmøde.
- Det er noget, der tager lidt tid. Så det har jeg ikke konkluderet på endnu, siger hun.
Regeringen har spillet ud med det, Mette Bock selv kalder et meget ambitiøst forslag. Det indebærer blandt andet, at støtte til Radio24syv skal beskæres med en tredjedel.
Desuden skal TV2's regioner spare to procent årligt.
Dertil kommer, at regeringen allerede inden forhandlingerne gik i gang aftalte med DF, at DR skal spare 20 procent over fem år.
Ifølge Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, har regeringen samlet set lagt op til at spare 1,1 milliard på public service.
Og der skal komme markante indrømmelser i form af flere penge, hvis S skal med i et forlig, har han gjort klart.
- Jeg lytter selvfølgelig til alle de ønsker og forslag, der kommer på bordet. Men vi skal også have tingene til at hænge sammen i den sidste ende.
Alle partier er fortsat med i forhandlingerne efter fredagens møde i kulturministeriet. Og Mette Bock håber fortsat på et bredt forlig inden sommerferien.
- Og nu tænker jeg ikke på Folketingets formelle sommerferie. Men i løbet af juni måned skulle vi meget gerne være på plads, siger Mette Bock.
- Det går stille og roligt. Der er rigtig mange emner på bordet, og dem arbejder vi os stille og roligt igennem. Det tager sin tid, og det er der ikke noget usædvanligt i.
- Jeg ser gerne, at vi får et bredt forlig. Men det kan være, at vi ender med et smalt forlig, siger Mette Bock.
/ritzau/