Kulturminister Joy Mogensen (S) kritiseres af sine kulturpolitiske kolleger på Christiansborg for at afvise en særlig økonomisk hjælpepakke til kulturlivet, som økonomisk er hårdt ramt af coronakrisen.

Det skriver Berlingske fredag.

Mange museer, teatre, spillesteder og andre kulturinstitutioner har mistet store dele af deres indtægt som følge af det forsamlingsforbud, der er fulgt med coronavirusset.

Mens kulturministeren har henvist kulturlivet til at søge regeringens generelle hjælpepakker, kræver Folketingets øvrige partier nu en mere målrettet indsats.

Både Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og regeringens egne støttepartier, De Radikale, SF og Enhedslisten, tilkendegiver over for Berlingske, at der er behov for særlige hjælpeforanstaltninger til kulturlivet.

- Joy Mogensen kalder krisen en samfundskrise, men afviser, at der er tale om en kulturkrise, siger De Konservatives kulturordfører, Birgitte Bergman, til Berlingske.

- Det, synes jeg ærlig talt, er rystende. Det er lige nu, at Joy Mogensen burde sparke døren til Statsministeriet ind og råbe: Kulturkrise!

Ifølge Enhedslistens kulturordfører, Søren Søndergaard, har kulturudvalget udpeget to grupper af kulturinstitutioner, der lige nu har akutte, finansielle behov, som ikke dækkes af de nuværende hjælpepakker.

Det gælder dem, som har meget lave indtægter, og de institutioner, der får over 50 procents statsstøtte.

Venstre mener, at kulturministeren mangler forståelse for situationens alvor.

- Vi ordførere har igen og igen efterspurgt konkrete initiativer, og Venstre er klar til at lave en særlig kompensation, siger kulturordfører Britt Bager til Berlingske.

Joy Mogensen har hidtil afvist, at det er nødvendigt med særlige hjælpepakker, som dem man har lavet i Sverige, Norge og Tyskland.

Men hun er nu i gang med at kortlægge, hvem der især er ramt af akutte problemer og ikke er dækket af de nuværende støtteordninger til erhvervslivet. Kortlægningen skal fremlægges mandag for kulturudvalget.

/ritzau/