En række låntagere får helt eller delvist eftergivet lån, som de har optaget i Arbejdsmarkedets Feriefond.

Det er mandag lykkedes at finde en løsning for blandt andet handicap- og kulturinstitutioner, som har optaget lån i Arbejdsmarkedets Feriefond til samlet omkring 800 millioner kroner.

Mange museer og vandrerhjem rundt omkring i landet har gennem årene optaget lån, som de opfattede som donationer, men som det viste sig, at de reelt skulle betale tilbage.

Blandt de omkring 50 låntagere er Zoologisk Have, Fregatten Jylland, Randers Regnskov samt en række lokale vandrerhjem og museer.

- Alle de her kulturinstitutioner har skrevet under på lånebeviser, hvor der stod, at det var et lån. Men så har de alligevel været mundtligt forsikrede om, at de ikke skulle betale pengene tilbage.

- Og så sker der det, at de alligevel skal betale dem tilbage. Det har givet denne uoverensstemmelse, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Omkring 710 millioner kroner bliver afskrevet, siger han.

Hver tredje låntager får afskrevet lånet fuldt ud. Resten får afskrevet deres lån med henholdsvis 90 procent og 80 procent.

Ifølge Peter Hummelgaard har der været tre særlige hensyn at tage i sagen.

På den ene side ville en række museer, vandrerhjem og handicaporganisationer komme økonomisk i klemme, hvis de skulle tilbagebetale lånene fuldt ud, og nogle kunne blive nødt til at lukke.

På den anden side skulle der også være penge til, at Arbejdsmarkedets Feriefond fremover kan uddele midler til ferieophold for børn og familier, der midlertidigt ikke kan forsørge sig selv.

Og endelig skulle løsningen holde sig inden for rammerne af EU's regler for statsstøtte.

Ifølge Peter Hummelgaard bliver der stadig penge til udsatte børn og familiers ferieophold.

- Men på den lange bane er vi nødt til at tage stilling til, hvordan vi konstruerer en model, som er langtidsholdbar. Så vi er sikre på, at der er penge nok til udsatte børns muligheder for at få ferieoplevelser, siger han.

Selv om det ikke er alle, der får eftergivet deres gæld fuldt ud, kan de alligevel være tilfredse, vurderer Peter Hummelgaard.

Hvis handicap- og kulturinstitutionerne fortsat har restgæld efter mandagens aftale, har de nemlig mulighed for at gøre to ting.

De kan enten betale resten af gælden eller vælge at overgå til et nyt lån, der skal løbe over 25 år til en rente på to procent.

- Det, man meget klart kan sige, er, at der ikke er nogen, der kommer til at lukke på grund af denne sag, og fordi der ikke har været skabt afklaring i denne sag.

- Vi har lavet en løsning, der er meget lukrativ i forhold til det, der var hovedproblemet, uoverensstemmelsen om, hvorvidt de penge, som en række kulturinstitutioner har fået, var gave eller lån, siger beskæftigelsesministeren.

/ritzau/