For en af de ledige, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet, Claus Bak fra Auning, var der ikke mange lyspunkter i statsministerens nytårstale.

- Der var intet nyt i forhold til tidligere. Hun opfordrer til solidaritet og uddannelse uden garanti for, at jobbene kommer af den grund. Jeg synes, at det er en statsminister med tøven i stemmen - desværre siger Claus Bak.

Han er ikke den eneste, der efterlyser bud på handling:

- Hun satte en flot ramme for talen om fællesskab. Men inden i rammen var der tomt. For hvordan vil hun skabe flere jobs? Det havde hun ingen bud på, siger Dennis Kristensen, forbundsformand, FOA.

- Statsministerens nytårstale manglede i forbavsende omfang konkrete forslag, siger direktøren for den borgerlige tænketank CEPOS, Martin Ågerup:

- Nytårstalen var støvsuget for meldinger om de konkrete reformer, regeringen planlægger. Det er godt, at Thorning satte fokus på de alvorlige problemer med konkurrenceevenen, som erhvervslivet står med. Men det er ikke nok blot at henvise til, at vi borgere skal udvise løntilbageholdenhed. Statsministeren må fortælle os, hvad regeringen har tænkt sig at gøre. Det er hendes domæne, siger han.

Roger Buch, lektor og politisk kommentator, siger:

- Oratorisk var det en udmærket tale. Men hvad mener hun egentlig med at regeringen¨'holder hånden under beskæftielsen'. Den er jo faldet. Og hvad mener hun med, at regeringen 'har styr på økonomien' - når vi har et statsunderskud på 50-60 mia.