Medlem af Folketinget for Enhedslisten Christian Juhl er slet ikke tilfreds med, at partiet har valgt at sætte sig på en pose penge, som forventeligt skulle deles med Folkebevægelsen mod EU.

Han mener, at beslutningen, der blev truffet på Enhedslistens årsmøde i weekenden, medfører et troværdighedsproblem for partiet.

»Jeg mener, det er et brud på den aftale, der er lavet. Det her stiller spørgsmål ved Enhedslistens troværdighed. Det er et problem, at Enhedslisten ikke har levet op til det, der blev lovet, men det er, hvad et flertal nu har bestemt,« siger Christian Juhl, der stillede op til EU-valget for Folkebevægelsen.

Hans reaktion kommer, efter at Enhedslisten på årsmødet stemte for at betale for en lønnet stilling til Folkebevægelsen mod EU. Stillingen har en værdi af omkring 450.000 kroner.

Christian Juhl (EL) mener, at partiet har brudt en aftale med Folkebevægelsen mod EU. Arkivfoto
Christian Juhl (EL) mener, at partiet har brudt en aftale med Folkebevægelsen mod EU. Arkivfoto Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

Men beslutningen står vel at mærke i modsætning til at dele de EU-penge, som Enhedslisten får, fordi Nikolaj Villumsen (EL) opnåede valg til Europaparlamentet.

Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten var indgået i et valgforbund forud for europaparlamentsvalget i maj, og Folkebevægelsen mente at have på skrift, at der ville tilfalde den tværpolitiske bevægelse penge, selvom spidskandidat og tidligere EU-parlamentariker Rina Ronja Kari ikke skulle opnå valg.

Beløbet skulle fordeles efter andelen af stemmer i valgforbundet. Da Folkebevægelsen fik 40 procent, svarer det til én million kroner.

Af Enhedslistens vedtagelser fra 2016 fremgår nemlig følgende:

Rune Lund, Pernille Skipper og Frank Aaen deler jubilæumskage ud, fordi det er 25 år siden, Enhedslisten kom i Folketinget. Enhedslistens årsmøde i Hafnia-Hallen i Valby i København, lørdag den 5. oktober 2019.
Rune Lund, Pernille Skipper og Frank Aaen deler jubilæumskage ud, fordi det er 25 år siden, Enhedslisten kom i Folketinget. Enhedslistens årsmøde i Hafnia-Hallen i Valby i København, lørdag den 5. oktober 2019. Foto: Tariq Mikkel Khan
Vis mere

'Såfremt et eventuelt valgforbund kun opnår et mandat, og det tilfalder Enhedslisten, fordeles de samlede økonomiske midler, der udløses ved valg og repræsentation i EU-­Parlamentet, imellem parterne i valgforbundet med udgangspunkt i de opnåede stemmetal. Enhedslisten vil som led i dette stille mindst en stilling til rådighed for Folkebevægelsen.'

Rina Ronja Kari har nu valgt at melde sig ud af Enhedslisten, men hun ønsker ikke at oplyse over for B.T., om Enhedslistens beslutning i weekenden er årsagen.

Talsperson for Folkebevægelsen mod EU Susanna Dyre-Greensite fortæller, at de manglende indtægter nu kan medføre kontingentstigninger for medlemmer.

Folkebevægelsen vil ligeledes forsøge at få penge ved at søge puljer i Europa-Nævnet, fortæller hun.

Rina Ronja Kari var Folkebevægelsen mod EU's spidskandidat ved EP-valget. Hun var også medlem af Enhedslisten, men har nu meldt sig ud af partiet uden forklaring. Arkivfoto
Rina Ronja Kari var Folkebevægelsen mod EU's spidskandidat ved EP-valget. Hun var også medlem af Enhedslisten, men har nu meldt sig ud af partiet uden forklaring. Arkivfoto Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Afstemningen gik ikke, som vi havde håbet. Som bevægelse arbejder vi naturligvis videre, og vi søger finansiering andre steder. Men det er klart, at vi havde håbet på et andet resultat,« siger Susanna Dyre-Greensite.

Maja Albrechtsen, der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og udtaler sig som forretningsudvalgsansvarlig, oplyser, at hun selv stemte for forslaget om at beholde pengene fra EU.

Hun mener ikke, at Christian Juhl har ret i, at der er tale om et brud på et løfte.

»Der foreligger ikke en aftale med Folkebevægelsen. Det er en vedtagelse, der er truffet internt i Enhedslisten, og på årsmødet er det nu besluttet at fortolke udmøntningen af vedtagelsen på den her måde,« siger hun.

»Det er ikke en nem situation, men vi synes, vi har levet op til et minimum, og det er så godt, som vi kan gøre det,« siger Maja Albrechtsen.