Meldingen vakte stor opsigt op mod kommunalvalget i 2021.

Socialdemokratiets spidskandidat i København ville fjerne store dele af parkeringspladserne i hovedstaden. Men nu bakker Sophie Hæstorp Andersen, Københavns overborgmester, ud. Og kritikken vælter ned over hende.

»Vi skal have færre p-pladser i København, for vi har brug for flere grønne byrum,« sagde Hæstorp Andersen blandt i valgkampen. Og helt konkret var planen, at en tredjedel af alle parkeringspladser i København skulle fjernes.

Op mod 42.000 pladser – hvor af nogle dog skulle erstattes af parkeringshuse.

Men det var ikke til at tage fejl af. Det var et stort valgløfte.

Så ramte virkeligheden. Det erkender Sophie Hæstorp Andersen over for Berlingske.

»Det var, og det er, et urealistisk mål at nedlægge en tredjedel af gadeparkeringen i København, for hverdagen skal også hænge sammen for de københavnere, der har behov for en bil,« siger overborgmesteren, som blandt andet vandt posten ved at gå til valg på netop et grønnere København.

Men den melding får ikke en positiv modtagelse blandt støttepartierne i Københavns Kommune.

Blandt andet raser kommunens største parti, Enhedslisten, til TV2 Lorry.

»Vi står midt i en galopperende klimakrise, og vi har netop konstateret, at vi ikke når målet om at blive CO2-neutrale i 2025. Så vi er nødt til at sætte fuld fart på den grønne omstilling, og her er en begrænsning af biltrafikken helt afgørende. Her er der brug for store planer – ikke at man begynder at trække i land,« siger Line Barfod fra Enhedslisten til mediet.

Og hun står ikke alene med kritikken.

Også SFs Klaus Mygind, Radikale Venstres Christopher Røhl og Alternativets Christina Olumeko kritiserer beslutningen fra overborgmesteren.

Her bruges blandt andet ord som 'kritisabelt' og 'bekymrende'.

Til Berlingske fortæller Sophie Hæstorp Andersen, at det fortsat er meningen, at der skal nedlægges parkeringspladser i København.

Hun kan dog ikke komme ind på et konkret antal.