Kritkken hagler i stigende grad ned over Mette Frederiksen og regeringen.

Flere sundhedsordførere, der sidder med i den såkaldte 'coronafølgegruppe', som skal informeres løbende og føre kontrol med regeringens håndtering af coronakrisen, føler sig ekstremt dårligt informeret om den øgede smittesprednings konsekvenser for genåbningen.

I en artikel hos Berlingske kritiserer Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative regeringen i skarpe vendinger.

»Der er opstået en betydelig vrede over, at man ikke føler sig ordentligt inddraget. Det her er partier, som har stemt for regeringens nedlukning, og som har skullet agere stemmekvæg. Det gider de ikke mere. De vil ikke længere behandles som skidt,« siger Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T.

Han forklarer, at der både er tale om en ophobet vrede hos de fire partier, men også en helt konkret vrede over, at man eksempelvis ikke holdes ajour med udvikling i corona-smitte.

På samme måde har partierne flere gange oplevet, at de mere eller mindre har skullet læse om tiltag i coronastrategien i medierne, meget kort efter de selv er blevet informeret. Det har afskåret dem fra reelt at få indflydelse på beslutningerne.

»Forskellen fra foråret til nu er, at der i foråret ikke var nogen, der turde byde statsministeren modstand, fordi alle var lidt usikre. Efterfølgende har man så kunnet konstatere, at man ikke fik alle de ting af vide, man burde have haft af vide. Så nu er det payback time,« siger Henrik Qvortrup og uddyber:

»I foråret følte nogle af partierne, at de blev trukket ind i noget, de ikke ville trækkes ind i. Hvis de her partier havde følt sig godt behandlet, havde de også rykket sammen om statsministeren nu. Men der er ikke mere på kontoen. De er sure på hende.«

Han mener, at der i oppositionen er en stigende fornemmelse af, at »euforien omkring Mette Frederiksen er ved at fordufte lidt«, og at oppositionen er klar over, at Mette Frederiksen nu går ind i en periode, hvor hun er en mere sårbar statsminister.

Og så ligner kritikken noget, man har hørt før om Mette Frederiksens regering:

»Man skal huske på, at noget af det sidste, den her regering var presset på før corona, var magtfuldkommenhed. Der var fokus på en regering, som følte sig lidt for sikker på, at den bare havde ret til at være der. Det er lidt en gammel diskussion, der genoplives nu,« forklarer Henrik Qvortrup:

»Det ligger latent i den her regering – og onde tunger siger, det ligger i alle socialdemokratiske regeringer – at man er magtfuldkommen.«