Både Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokraterne kritiserer regeringen nye skatteudspil for primært at komme de rige til gode. De faglige organisationer er heller ikke begejstrede.

Regeringens nye skatteudspil har en social slagside, mener flere partier og faglige organisationer.

Heriblandt Dansk Folkeparti, der mener, at skatteudspillet mangler at komme 'den lavere end' til gode.

- Der skal en bedre social fordeling til. Det synes jeg absolut, fordi det er sådan, at det bliver meget finansieret fra de grønne afgifter, som har en lidt forkert vægtning. Det skal vi ind og se på, hvordan vi sikrer den lavere ende. Så der er meget, der skal gøres. Man må ikke betragte det som, at dette glider gnidningsløst igennem, siger Pia Kjærsgaard til berlingske.dk.

S og SF: Rigmandsreform
Socialdemokraterne og SF er heller ikke begejstrede for skatteudspillet. begge partier mener nemlig, regeringens nye skatteudspil mest af alt vil gavne dem, der har penge i forvejen.

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt kalder skatteoplægget for danmarkshistoriens mest socialt skræve skattereform, og SF-formand Villy Søvndal betegner udspillet som en 'rigmandsreform, skriver Ritzau.

De to formænd vil møde op til møde med regeringen onsdag, men vil ikke forholde sig til regeringens krav om, at de på forhånd skal tilslutte sig skattestoppet for at være med i forhandlingerne.

3f: Nej tak til 'Rødvinsreform'
Danmarks største fagforbund, 3f, mener, at udspillet vil gøre de rige rigere, og de fattige fattigere.

3F's formand, Poul Erik Skov Christensen betegner endda skatteudspillet som 'den største sociale uretfærdighed i VK-regeringens levetid'.

- Det er en ren overførsel af penge, som man så håber, vil risle ned til de fattige. Den sociale profil er så skæv, at den er uden sidestykke i nyere danmarkshistorie, siger Poul Erik Skov Christensen.

I stedet for lempelserne på personskatten, så mener 3f at regeringen burde fremrykke de offentlige investeringer.

- Det skal blandt andet ske ved at ophæve kommunernes anlægsloft samt ved at sætte gang i investeringer af vej- og jernbaneprojekter, siger forbundsformanden til 3f's fagblad.

LO: Skatteudspil koster danskere dyrt
LO er heller ikke begejstrede for regeringens skatteudspil, og også her mener man, at skattereformen vil øge forskellen mellem rig og fattig.

For selv om regeringen lover, at et lavere fradrag for boligejerne bliver modregnet krone for krone, så har regeringen altså glemt noget, mener hovedorganisationen for fagforeninger.

- Det gælder jo ikke, hvis man ser på de større afgifter på energi og fødevarer. Skattelettelserne finansieres blandt andet ved øgede afgifter for otte milliarder kroner. På den måde giver man store skattelettelser til de højtlønnede og meget lave til folk med en mindre indkomst, siger LO-formand Harald Børsting til Ritzau.

Han vurderer, at regeringens skatteudspil vil betyde et underskud på 0-5000 kroner for en LO-medarbejder.

AE: De rige vinder
Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervsråd, så er det de danskere, der tjener mest, der får den største gevinst af den nye reform.

- Efter vores opfattelse bruges der i regeringens skatteoplæg alt for meget energi på at sænke den øverste marginalskat. Det betyder, at de danskere, der tjener allermest, får den største gevinst, mens mange almindelige lønmodtagere intet vinder på, at topskattesatsen sættes ned. Vores beregninger viser, at hvis man brugte flere penge på at hæve grænsen yderligere for, hvornår man betaler mellem- og topskat, så ville politibetjenten, sygeplejersken og metalarbejderen få en større skattelettelse, siger AErådets direktør, Lars Andersen til Ritzau.