Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, kræver, at Mogens Jensen (S) trækker sig som fødevareminister.

»Jeg mener som minimum, at Mogens Jensen må tage sit gode tøj og gå.«

»Statsminister Mette Frederiksen (S) må kræve hans afgang, når han åbent har erkendt, han har brudt loven og har gjort det med åbne øjne. Han har talt usandt i hele forløbet,« siger han.

Meldingen fra Kristian Thulesen Dahl kommer, efter at Mogens Jensen på et pressemøde tirsdag morgen sagde, at han ikke var orienteret om, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink i Danmark aflivet, da regeringen onsdag i sidste uge meldte det ud på et pressemøde.

»Jeg er ikke på det pressemøde orienteret om, at vi ikke har lovhjemmel. Det bliver jeg først senere på ugen,« sagde ministeren direkte adspurgt om, hvorvidt han og statsminister Mette Frederiksen (S) var orienteret inden pressemødet.

På det virtuelle pressemøde, der havde Mette Frederiksen i spidsen, fortalte regeringen og sundhedsmyndighederne, at der på minkfarme var konstateret mutationer af coronavirus, som kun reagerer svagt på antistoffer.

Det kan betyde, at en kommende vaccine i værste fald vil være mindre effektiv.

Derfor lød det fra regeringen, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Men det har senere vist sig, at regeringen ikke har lovhjemmel til at beordre alle mink aflivet.

Det har fået partierne i blå blok på Christiansborg til at rase, og regeringen er blevet beskyldt for at agere magtfuldkomment.

Mogens Jensen indrømmer, at forløbet ser skidt ud.

Opdateres..

/ritzau/