Noget manglede i den videohilsen, som Kristian Thulesen Dahl havde lavet til Venstres nye formand. Slutningen var blevet klippet væk, og det forstår han ikke.

»Jeg blev dybt overrasket, da jeg så det, for jeg havde ikke hørt noget om det fra Venstre-folkene. Det er underligt, at de bare klipper noget væk.«

I torsdags var formanden for Dansk Folkeparti blevet spurgt - ligesom alle andre partilederen - om han ville lave en videohilsen til Jakob Ellemann-Jensen.

To dage før Venstres nye formand officielt blev valgt på et ekstraordinært landsmøde, havde man forberedt en kavalkade af personlige hilsner.

I den hilsen, som Kristian Thulesen Dahl optog, havde han forberedt en sjov overraskelse med et 'politisk twist', som han kalder det.

Lørdag eftermiddag, da alle hilsnerne blev vist, opdagede han dog til stor forundring, at lige netop den del var blevet klippet ud.

Hele videoen begynder med; »Kære Jacob, stort tillykke med valget som formand for dit parti. Det er flot gået...« Og så stopper videoen.

Men ifølge Kristian Thulesen Dahl var det lige netop der, hvor hans overraskelse skulle komme på.

»Lige efter min hilsen løfter jeg en rigtig flot lagkage, som jeg havde pyntet med dannebrosflag. Jeg smiler og siger, at jeg vil holde øje med Jacob, og at vi sammen skal passe på Danmark.«

Det undrer og ærgrer partiformanden, at hans gimmick er blevet klippet ud.

»Det er mangel på overskud. Der er sikkert nogen i Venstre, som synes, at det er anstrengende med en reference til udlændingepolitik og det med Støjbergs kage,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Han mener, at der burde havde været plads til den sidste del af videoen, og at Venstre måske er lidt for politisk korrekte på det punkt. De kunne i hvertfald havde informeret ham først.

»Jeg ville hellere havde lavet en ny hilsen, hvor jeg kunne sige de samme ting - bare uden kagen. Det er underligt, at de bare klipper det fra.«

Når det er sagt, så synes Kristian Thulesen Dahl, at Venstres landsmøde endte godt. Man havde i Dansk Folkeparti været nervøse, da Inger Støjberg få uger tidligere var blevet vraget til en toppost i gruppeledelsen. For hvad betød det for Venstres politiske kurs på udlændingeområdet?

Den bekymring er nu forsvundet, hvor den tidligere udlændinge- og integrationsminister er blevet valgt som næstformand i partiet.

»Vi ser valget af Støjberg som et udtryk for, at der fremover fortsat vil være et tæt samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Venstre,« siger Thulesen Dahl.