Venstres transportordfører og medlem af Folketingets Præsidium, Kristian Pihl Lorentzen, og konen gennem 30 år er gået hver til sit.

Det nu tidligere par har derfor sat huset i den midtjyske by Ans til salg.

Den 237 kvadratmeter store villa kan erhverves for den nette sum af små 3,6 millioner kroner.

'I Ans bor man trygt og godt, og som børnefamilie kan man nyde godt af et velfungerende foreningsliv, hvor der både er de gængse sportsgrene samt sejlads og golf, gode pasningsmuligheder og en velfungerende skole,' skriver mægleren i annoncen.

Helt godt kan det dog ikke være gået på det seneste for familien Lorentzen. Af de offentligt tilgængelige oplysninger i tingbogen fremgår det nemlig, at Anne Mette Østergaard Lorentzen i dag ejer hele huset, ligesom det fremgår af både hendes og hans Facebook-profil, at de er blevet skilt.

Om det er tilfældet, afviser hun i første omgang at svare på, da B.T. kontakter hende.

»Det kommer ikke jer ved,« lyder svaret.

Af din Facebook-profil fremgår det, at du er blevet skilt. Er det korrekt?

»Det kan godt ske, det er det. Det hører til vores privatliv,« siger hun.

Heller ikke Kristian Pihl Lorentzen har den store lyst til at tale, når emnet er hans privatliv og ikke investeringer i alt fra broer til motorveje.

»Huset er blevet lidt stort, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra,« lyder hans umiddelbare svar på, hvorfor huset er sat til salg.

Adspurgt om han er gået fra konen, svarer han afvæbnende:

Kristian Pihl Lorentzen (V)
Kristian Pihl Lorentzen (V) Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det hører til privatlivets fred. Det var dog utroligt.«

Det fremgår ikke umiddelbart, hvornår Kristian Pihl Lorentzen og Anne Mette Østergaard Lorentzen er blevet skilt, men af hans biografi på Folketingets hjemmeside nævnes Anne Mette Østergaard Lorentzen ikke længere. Så sent som den 22. juni fremgik ægteskabet ellers af biografien. Nu står der i stedet blot, at Kristian Pihl Lorentzen er far til tre. Biografien er senest opdateret 5. oktober.

På hendes Facebook-profil ser man også et familiefoto, der er lagt op i juni, hvor Kristian Pihl Lorentzen ikke er med.

57-årige Kristian Pihl Lorentzen har været medlem af Folketinget siden 2005.