Venstres nyvalgte gruppeformand, Kristian Jensen, mener, at Inger Støjberg skal have en vigtig post i partiet, efter at hun mandag ikke blev valgt ind i gruppeledelsen.

Den tidligere udlændinge- og integrationsminister forsøgte mandag at blive en del af gruppeledelsen - ifølge flere medier stillede hun op til posten som gruppenæstformand - men hun blev ikke valgt. I stedet blev Sophie Løhde valgt til den post.

- Inger er en stærk politiker, hun har mange kompetencer, hun har politisk erfaring, er skarp retorisk og er en af dem, som Venstre i den grad har brug for også fremadrettet.

- Derfor skal vi selvfølgelig også finde en tung og vigtig opgave for Inger at varetage, siger Kristian Jensen til dr.dk.

Senere på ugen fordeler Venstre ordførerposter, når partiet afholder sommergruppemøde.

Fravalget af Inger Støjberg, der er kendt som tilhænger af en meget stram udlændingepolitik, har mødt kritik både i og uden for Venstre.

Tidligere V-gruppeformand og nuværende medlem af Europa-Parlamentet Søren Gade udtrykte mandag bekymring over, hvem der skal repræsentere Støjbergs linje på udlændingeområdet i gruppeledelsen.

Det samme gjorde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Han skrev på Twitter, at "hvis det er udtryk for et politisk kursskifte i udlændingepolitikken, vækker det selvsagt bekymring".

Venstres nyvalgte politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, afviser i lighed med Kristian Jensen, at partiet kommer til at slå ind på en mere slap udlændingepolitik.

- Jeg hører bekymringen fra blandt andre Kristian Thulesen Dahl. Og mit budskab til Thulesen Dahl er selvfølgelig: Bare rolig, der er ikke nogen slinger i valsen her, siger Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.

Han peger på, at Venstres politik fastlægges i folketingsgruppen.

- Vi har en fast og fair udlændingepolitik, og den har Inger også stået på mål for.

- Den har hun været en vældig stærk kommunikator på, og den politik ændrer sig ikke, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Kristian Jensen ønsker over for dr.dk ikke at uddybe, hvilket ordførerskab Inger Støjberg bør tilbydes.

Hun har tidligere været Venstres politiske ordfører, og hun har også været boligminister, beskæftigelsesminister og minister for ligestilling.

/ritzau/