Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, glæder sig over udsigten til Henrik Sass Larsens comeback i dansk politik

En knalddygtig politiker og en hård negl.

Sådan betegner Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, Henrik Sass Larsen (S), der ser ud til at få comeback som gruppeformand for Socialdemokraterne.

- Jeg opfatter ham som en knalddygtig politiker. Nu har jeg arbejdet sammen med ham, da jeg var skatteminister, og han var skatteordfører for Socialdemokraterne, og derfor kender jeg til Henrik og hans arbejdsstil. Han kan være en hård negl, men hvis du har lavet en aftale med ham, så ved du også, at den holder, siger Kristian Jensen til Berlingske Nyhedsbureau.

Henrik Sass Larsen var politisk ordfører for Socialdemokraterne, indtil valget i september sidste år, hvor hans politiske karriere led et alvorligt knæk, da PET rejste tvivl om hans sikkerhedsgodkendelse, angiveligt fordi Henrik Sass Larsen sammen med vennen og partifællen Tommy Kamp havde mødtes med rockeren Torben Ohlsen Jensen på en café i Køge.

Ifølge Kristian Jensen er det 'ikke overraskende, at Socialdemokraterne har brug for at få Henrik Sass Larsen tilbage', men han vil ikke sætte ord på, hvad Sass kan gøre for partiet.

Kristian Jensen glæder sig til samarbejdet.

- Jeg er sikker på, at jeg nok skal få et godt samarbejde med Henrik Sass Larsen, som gruppeformænd for hhv. Venstre og Socialdemokraterne. Der er en lang række punkter, vi skal arbejde sammen om for at få Folketingets arbejde til at køre, og der, tror jeg, at Henrik vil være en god kollega, siger Kristian Jensen.

Ifølge Berlingskes oplysninger vil den socialdemokratiske ledelse indstille Henrik Sass Larsen til posten som gruppeformand ved et gruppemøde i aften. Det er herefter den socialdemokratiske gruppe, der skal tage endelig stilling til Sass’ fremtid.

Ifølge Berlingskes oplysninger skal nuværende gruppeformand Mogens Jensen være ny næstformand for Socialdemokraterne sammen med Københavns overborgmester, Frank Jensen. De to skal formelt vælges ved partiets kongres i september.