Politikeren Kristian Jensen har levet en omtumlet tilværelse siden august, hvor han gik af som næstformand i Venstre, samtidig med at Lars Løkke Rasmussen forlod formandsposten efter længere tids splittelse og intern uro i partiet.

Få måneder senere, helt præcis 3. december, kunne B.T. så afsløre, at politikeren skal skilles og nu danner par med den kendte sangerinde Pernille Rosendahl.

Siden nyheden om hans kærlighedsliv kom ud, har han undgået pressen og i stedet tavst set til, mens både han og den nye kæreste er blevet både hyldet og hånet på sociale medier.

Nu bryder han imidlertid tavsheden på Facebook, hvor han forholder sig til sin nye tilværelse i et opslag mandag aften.

Sangeren Pernille Rosendahl og politikeren Kristian Jensen danner par. (Fotos: Emil Hougaard og Mads Claus Rasmussen)
Sangeren Pernille Rosendahl og politikeren Kristian Jensen danner par. (Fotos: Emil Hougaard og Mads Claus Rasmussen)

'Kære alle FB-venner. Der er sket mere for mig i 2019, end et Facebook-opslag kan rumme. Det har været et år med de mest utrolige kolbøtter i mit liv  Men så kan jeg forhåbentlig bruge mine mange års erfaring fra gymnastik til at lande rigtigt på benene igen,' skriver han og ønsker sine følgere en glædelig jul og et godt 2020.

Han bakkes op i kommentarfeltet, hvor en følger venligt husker ham på, at '(...) det er i landingen, man kommer galt af sted'.

Alt tyder dog på, at Venstre-profilen har tænkt sig godt om, inden han forlod sin trygge tilværelse i Herning sammen med konen gennem 21 år, Trine Overmark Jensen, og deres tre sønner Asbjørn, Oliver og Magnus på henholdsvis 12, 16 og 18 år.

»Det er rigtig, rigtig hårdt og selvfølgelig en svær beslutning at tage, og det er et stort ansvar at tage på sig. Men kærlighed er en følelse, der er svær at styre, og så er man nødt til at tage konsekvensen,« sagde Kristian Jensen til B.T. 3. december.

»Jeg er godt klar over, at det her har store konsekvenser, især for mine børn. Men det er ikke muligt bare at pakke sine følelser væk i en æske, og man kan ikke tænde og slukke for dem. Det har jeg så nu valgt at reagere på, vel vidende om de konsekvenser, det tager med sig,« sagde han dengang.

Den nye privatlivssituation og medfølgende mediestorm har ikke påvirket ham mere, end at han igen har arbejdet sig lidt frem i Venstres interne geledder.

Fredag meddelte partiet i en pressemeddelelse, at Kristian Jensen igen får et ordførerskab. Han skal erstatte Marcus Knuth, der i sidste måned skiftede til De Konservative, som arktisordfører.

Desuden bliver den tidligere udenrigs- og finansminister ny formand i Udenrigsudvalget. Også her erstatter Kristian Jensen sin tidligere partifælle Knuth.