De har siddet i regering sammen, og de var gode venner.

Den tidligere Venstre-næstformand, Kristian Jensen, tænker med glæde tilbage på Peter Christensen, der er død i en alder af 49 år.

Til B.T. siger han:

»Jeg vil huske Peter for hans gode humør, hans evne til at forhandle hårdt, men fair og så rigtig mange år med godt venskab gennem Venstre.«

»Det er et stort tab, at han er gået bort så tidligt. Og jeg tænker meget på både hans piger og sønnen, som han fik med Josefine.«

Peter Christensen var gift med Josefine Kofoed, der er vært på TV 2.

Familien oplyser, at Christensen sov ind efter længere tids sygdom.

'Familie, venner og kolleger har alle længe været bekendt med Peters sygdom. Han har kæmpet bravt med at få meget ud af det liv, vi elskede at dele med ham,' lyder det i en udtalelse fra familien. 

Peter Christensen blev skatteminister i marts 2011 for Venstre, da han afløste Troels Lund Poulsen.

Han var desuden forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde fra september 2015 til november året efter.