Finanslovsforslaget er fyldt med velfærd og bløde områder, som DF nemt kan stemme for

Finansminister Kristian Jensen (V) afviser, at regeringens finanslovsforslag er en såkaldt »gavebod« med ekstra penge til alle mulige forskellige samfundsgrupper, fordi et er en sidste finanslov inden næste valg.

»Det her er ikke nogen gavebod, hvor vi bare lukker kassen op. Det er en ansvarlig finanslov, der er afstemt efter de konjunkturer, der er i Danmark, og sikrer at vi ikke får overophedning og flaskehalse,« siger Kristian Jensen.

Der er ellers næsten ingen besparelser i finanslovsforslaget, men 1 mia til klima, 750 mio. til velfærd, 600 mio. til bedre uddannelser, 250 mio. til udsatte småbørn, 220 mio. til til bedre sundhed, 180 mio til styrket ældrepleje, 102 mio til bedre bredbånd, billigere el-varme i sommerhuse, større fradrag til pendlere, og meget andet godt.

»Det er vores bud på, hvad der skal til for at skabe et godt og stærkt Danmark i 2019. Et Danmark, der kan leve op til borgernes forventninger om  service for børn, ældre og sundhed.«

Men jeres fokuspunkter er alle bløde emner, som Socialdemokraterne kunne have skrevet. Er det ikke for at trække vælgere over midten og vinde valget?

»Det er et tegn på, at vi laver en finanslov for hele Danmark. Det er også borgerligt og liberalt, at de ældre har det godt. Og det er f.eks. nødvendigt med et løft i psykiatrien og hjælpe de sårbare unge.«

Men har kommunerne ikke netop sparet på psykiatrien mens I har siddet i regering?

»Vi har hvert eneste år givet kommunerne mere at arbejde med. Da Mette Frederiksen sad i regering, skar de ned på kommunernes mulighed for at bruge penge.«

Er en mia. til klimaet ikke ret lidt, når udlændinge og efterkommere koster 36 mia.?

»Jo, men det er svært at sammenligne. Hvis vi får flere udlændinge i beskæftigelse, kan vi også gøre mere på klimaområdet.«

Hvorfor vil I ikke fjerne arveafgiften?

»Vi kan se, vi ikke kan få det igennem, og så er der ingen grund til at have den sten i skoen.«

Er hele finanslovsudspillet ikke tilrettelagt, så DF kan stemme for?

»Det har ikke været noget selvstændigt mål at lave finanslovsforhandlingerne sværere i år,« siger Kristian Jensen.