Kristian Jensen og Inger Støjberg var i går i direkte duel i Vestjyllands Storkreds, og i det regnskab fik Kristian Jensen tæv. For mens Inger Støjberg fik 28.420 personlige stemmer, satte ’kun’ 10.759 vælgere kryds ud for Venstres næstformand, Kristian Jensen.
Et resultat, der på ingen måde styrker Kristian Jensens ambition om at blive Venstres næste formand.
Sådan lyder det fra politisk kommentator Jarl Cordua.
»Er det her en mand, der føler, at han har vælgernes opbakning til at gå efter at være Venstres næste formand? Det er der ikke meget, der tyder på, når man ser de her tal,« siger Jarl Cordua.
Han mener ikke, at vælgerne har givet Kristian Jensen mandat til at gå efter at vælte Lars Løkke Rasmussen i kølvandet på et valg, hvor Venstre gik markant frem – men mistede statsministerposten.
»Det ligner ikke et grønt lys fra vælgerne til Kristian Jensen, det gør det ikke. Og det her må påvirke hans mulighed for at blive partiets næste formand,« siger Jarl Cordua:
»Man har jo diskuteret internt i Venstre, om Kristian Jensen er en mand, der kan sælge billetter, og om han er en stemmesluger. Set i det lys er det her ikke imponerende. Men jeg mener ikke, at det her totalt diskvalificerer ham. Han står bare ikke særlig stærkt.«
Til gengæld styrker stemmetallet Inger Støjberg markant, mener Jarl Cordua.
»Hun har jo fået et fantastisk godt valg, og det konsoliderer hendes position som stemmemagnet i Venstre. Hun vil bruge det her til at kræve mere indflydelse i partiet,« siger han.
Overfor DR forklarer Kristian Jensen, at han er godt tilfreds med sit personlige stemmetal, selvom han får tæv af Inger Støjberg.
»Når man tænker på, hvor meget jeg har været væk fra kredsen i valgkampen for at lave kampagne for andre kandidater i hele landet, så er jeg godt tilfreds med at nå knap 11.000 personlige stemmer og igen på Venstres kredsmandat nummer to,« siger Kristian Jensen til DR.
Han roser i samme ombæring Inger Støjberg for »et fantastisk godt resultat.«


