Tidligere næstformand i Venstre Kristian Jensen har fået nyt job.

Fremover er han at finde i direktørstolen i den nye grønne energiorganisation Green Power Denmark.

Det skriver Green Power Denmark selv i en pressemeddelelse.

Dermed er den tidligere toppolitiker færdig som særlig udsending for Danmark.

Kristian Jensen var i 23 år medlem af Folketinget og har en fortid som både skatte-, udenrigs- og finansminister.

Sidste år forlod han Borgen for at blive særlig repræsentant for Danmark i FN, hvor han arbejdede for, at Danmark får en plads i Sikkerhedsrådet i 2025.

Han bliver den første formand for Danmarks nye grønne erhvervsorganisation.

»Jeg er glad og stolt over at kunne tiltræde som administrerende direktør for Green Power Denmark. Intet er vigtigere lige nu end at sætte tempo på den grønne omstilling og elektrificeringen, og det er kernen i Green Power Denmarks arbejde. Det er på alle måder et drømmejob,« siger Kristian Jensen i pressemeddelelsen.

Green Power Denmarks formand, Jesper Hjulmand, ser frem til samarbejdet med Kristian Jensen:

»Vi har i Kristian fundet en yderst kompetent direktør til at stå i spidsen for Green Power Denmark og en samlet stærk energisektor, og vi glæder os til at få ham med om bord.«

Green Power Denmark blev etableret 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.

Organisationen har omkring 125 fuldtidsansatte, som arbejder på et af de to kontorer i København eller kontorerne i Aarhus og Bruxelles.

Kristian Jensen tiltræder efter nærmere aftale med Udenrigsministeriet, når han er frigjort for indgåede aftaler og senest ved udgangen af april.