Det radikale folketingsmedlem Kristian Hegaard kan af gode grunde ikke løbe op ad trapperne på Christiansborg, hvis han skal skynde sig fra et møde til et andet.

Som den første folketingspolitiker i kørestol er han på grund af sit handikap nødt til at tage elevatorerne i det gamle parlament, og det er da netop også årsagen til, at der er blevet installeret en lift til Folketingets talerstol.

Men tirsdag blev han udsat for et decideret møgfald af en ansat fra et andet parti på Christiansborg, da vedkommende opsøgte retsordfører Heegard på kontoret og brokkede sig over, at han stjal tiden fra andre ved at bruge elevatoren for tit.

»Jeg var rasende bagefter,« fortæller Kristian Hegaard til B.T.

Kristian Hegaard var tirsdag formiddag på vej fra et udvalgsmøde til et andet, da han ville slå vejen forbi sit kontor. For at komme til kontoret måtte han tage en elevator på Christiansborg, der fungerer en smule anderledes end de normale.

Denne elevator består af en trappe, der kan foldes til en lift, og mens liften løfter passageren op på næste etage, kan trappen ikke benyttes af andre.

Det tager ifølge Kristian Hegaard omkring halvandet minut.

Det fik en unavngiven partiansat til at miste tålmodigheden og temperamentet, fortæller Kristian Hegaard.

»Da jeg kommer ind på mit kontor, kommer der en partiansat fra et andet parti ind og giver mig et ordentligt møgfald. Han giver udtryk for, at jeg spilder hans tid, når jeg skal tage elevatoren på Christiansborg. Det skulle jeg tænke over, for der var flere, der havde det sådan,« fortæller Kristian Hegaard om episoden.

Kristian Hegaard blev chokeret og rasende.

»Hvad er alternativet for mig? Hvad skal jeg ellers gøre?«

Det rammer ham særligt hårdt, fordi han som politiker med handikap i forvejen kæmper for, at han og andre med handikap kan arbejde på lige fod med folk, der ikke har et handikap.

»Jeg følte mig jo til besvær, og det gjorde mig rystet,« siger han og fortsætter:

»Jeg kan ikke komme frem og tilbage på andre måder, og jeg har mange aktiviteter forskellige steder i huset, fordi jeg prøver at klare mit arbejde så godt som muligt. Det går godt med det, men det tager lidt længere tid for mig end andre at komme frem og tilbage.«

Kristian Hegaard blev rasende, og de to skændtes højlydt i døren til hans kontor. Det blev hørt af andre, men han vil ikke fortælle, hvem den pågældende partiansatte er.

»Det ser jeg ikke noget formålstjenligt ved. Det er ikke så vigtigt for mig, at det her skal være en parti- eller personjagt. Jeg er bare mega frustreret over den her oplevelse, fordi vi er et sted, hvor det handler om demokrati, og at alle skal være involverede.«

Radikale Venstres presseafdeling oplyser til B.T., at partiets sekretariatschef har klaget til det pågældende parti.