Jeppe Hedaa, der er formand for Kristendemokraterne, vil gerne have, at partiet skifter navn til ”KD”.
Det fortæller han i Ta’r jeg Fejl på Radio IIII.
»Jeg er stødt på rigtig mange, som har været vrede på det navn, og nogen har også sagt, at hvis vi ikke hed det, ville de stemme på os,« siger Jeppe Hedaa.
»Vi skal lave politik for alle borgere i Danmark,« siger han.
Navneskiftet skal til afstemning på landsmødet i oktober, hvis det bliver godkendt ved et møde i partiets hovedbestyrelse til maj. Partiformanden fortæller, at forslaget indtil videre har mødt opbakning i bestyrelsen.
Der er ifølge Jeppe Hedaa stor forskel på, hvordan den enkelte kristne dyrker sin tro, og hvilke dele af kristendommen de retter sig særligt efter.
Et partinavn som 'Kristendemokraterne' insinuerer ifølge formanden, at partiets politiske retning er den rigtige måde at dyrke kristendommen.
»Jeg går ud og siger, at det her, det er kristendommen. Det kan jeg godt forstå, at folk bliver forarget over. Det er ikke sikkert, at folk kan associere sig med det på alle områder. Det kan man meget sjældent med politik,« siger han.
Han håber, at partiet fremover vil blive kendt som KD på samme måde, som Socialistisk Folkeparti i daglig tale kaldes SF.
»Jeg tror aldrig, vi vil miste Kristendemokraterne som et binavn. Men jeg tror, den lander på, at man i daglig tale kalder os KD,« siger Jeppe Hedaa.
Skulle Kristendemokraterne skifte navn til KD efter landsmødet i oktober, vil det ikke være første gang, at partiet foretager et navneskifte.
Sidst det skete, var i 2003, hvor partiet skiftede navn fra Kristeligt Folkeparti til netop Kristendemokraterne.
Dengang handlede navneskiftet blandt andet om at signalere fornyelse og slægtskab med de andre kristendemokratiske partier i Europa.
Jeppe Hedaa har været formand for Kristendemokraterne siden 2023.
