Det er mandag 19. november 2018.
Herning Kongrescenter har netop dannet rammen om weekendens landsmøde for Venstre. Et arrangement, der altid kaster politiske historier af sig.
Men denne gang er det hverken en brandtale fra Lars Løkke Rasmussen, en stikpille fra Kristian Jensen eller et kældermøde mellem de to, der har trukket de største overskrifter.
Nej, for midt mellem hendes mange mandlige kollegaer har en fremadstormende kvinde ranket ryggen, spidset albuerne og for alvor sat sit eget navn i forbindelse med den prestigefyldte formandspost i Venstre.
Navnet er Inger Støjberg.
»Man skal både have evnen, lysten og viljen. Jeg ved ikke, om jeg har evnen og lysten. Men jeg ved, at hvis det kom dertil, så ville jeg have viljen,« sagde hun kort før landsmødet i et interview med Altinget.
I dag er det 267 dage, at disse ord lød fra Inger Støjbergs mund.
I mellemtiden har hun været til eksamen.
Til denne eksamen var den grønne dug dog byttet ud med en stemmeboks den 5. juni, da hun satte sine nærmeste konkurrenter i Venstre til vægs ved at hente intet mindre end 28.420 personlige stemmer og kun blev overgået af sin egen formand.
Mandag var rollerne dog byttet om på Christiansborg. Her blev hun selv sat til vægs af sine konkurrenter og folketingsgruppe, da der til et gruppemøde ikke blev fundet plads til Inger Støjberg i gruppeledelsen, på trods af at hun selv ønskede at være en del af denne.
Og den beslutning skaber forundring og skuffelse hos både vælgere og i Venstres bagland.
»Det er da klart, at vi er skuffede, og vi er også forundrede over, at hun ikke er blevet valgt. Inger var en stor medvirkende årsag til, at vi fik det valg, vi fik. Jeg har også modtaget flere opkald fra folk her til morgen, der vil melde sig ud af partiet, men også fra folk, der vil melde sig ind for at støtte Inger,« fortæller Susanne Rusbjerg, der er formand for kredsbestyrelsen for Venstre i Skive.
B.T. har kontaktet samtlige 21 kredsformænd i Region Midtjylland, der også består af de vestjyske kredse.
En lille del af dem har ikke været til at få kontakt til, og så er der en større gruppe, der ikke har lyst til at stå frem med deres holdning. Dertil kommer en gruppe på omkring otte kredsformænd, der uden omsvøb forklarer, at de stoler på, at Venstres folketingsgruppe har truffet den rigtige beslutning.
Men så er der altså også dem, der gerne vil dele deres fortvivlelse og forundring.
En af dem er altså Susanne Rusbjerg. En anden er Mette Marie Thomsen, der er formand for kredsbestyrelsen for Venstre i Holstebro.
»Jeg er nok en smule overrasket. Det er skidt i forhold til, at hun er så populær, og at de ikke giver hende nogen indflydelse. På den måde virker det en smule ude af balance med befolkningen,« siger hun.
Hun frygter ikke, at partiets politik nu vil ændre sig, men er til gengæld 'træt' af den magtkamp, der udspiller sig i partiet.
»Det er altid rarest med fred, og jeg håber, at de viser sig som voksne og kan finde ud af, hvad der er bedst for landet. Der er ingen tvivl om, at der er et magtspil i gang, og det er da trættende, at der er den slags problematikker,« siger hun.