Et af de omdiskuterede notater i sagen om statsminister Helle Thorning og hendes mand Stephen Kinnocks skatteforhold er muligvis kommet frem.

I aftes i Deadline på DR2 stod kommentator og tidligere chef i den Konservative Pressetjeneste Niels Krause Kjær, frem med et notat, som ifølge ham er netop det notat, som departementschef i Skatteministeriet Peter Loft medbagte til møder med SKAT København.

Notatet er en af de rygende pistoler i sagen, og det er afgørende, fordi direktør i SKAT København, Erling Andersen, har sagt, at der var tale om et notat, som konkluderede, at Helle Thornings mand Stephen Kinnock var skattepligtig i Danmark.

Dermed skulle notatet være det konkrete bevis på, at skatteministeriet forsøgte at påvirke SKAT Københavns afgørelse.

LÆS OGSÅ: 


Ifølge tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen og departementschefen i Skatteministeriet Peter Loft indeholdt notatet kun presseklip, så ministeren kunne klædes på til at svare på offentlighedens spørgsmål. 

Ifølge Niels Krause Kjær er notatet oprindeligt udarbejdet på B.T., men det er ikke endeligt klarlagt, om det er præcis dét notat, som Peter Loft har haft med til SKAT København.

Har ligget frit tilgængeligt

B.T.s chefredaktør Olav Skaaning Andersen, siger at det notat, som B.T. udarbejdede, har ligget tilgængeligt på nettet i over et år.

LÆS OGSÅ: 


- Jeg aner ikke om det er B.T.s notat, der omtales i redegørelserne. Men jeg ved, at vi har udarbejdet et notat, der har ligget offentligt til skue på nettet mere end et år. Det er tale om et afbalanceret notat, der forsøger at vurdere de oplysninger, vi havde om Kinnocks skatteforhold. Det meste af det, der står i notatet, er en mere formel sammenskrivning af, hvad vi tidligere har bragt i dagbladet B.T. Vi udarbejdede det for at skabe overblik, og til brug for indstillinger i forbindelse med de to journalistpriser, FUJ og Cavling i 2010.

- Notatet er på ingen måde hemmelig, og har i den forbindelse været fuldt tilgængelig på journalisternes fagblads hjemmeside, Journalisten.dk', siger Olav Skaaning Andersen.