Der er ingen tvivl om, at valgkampens trommer spiller op til kamp på Christiansborg.

Et møde mellem minkavlerne og Fødevareministeriet trak onsdag overskrifter, fordi formanden for Danske Minkavlere udvandrede. Samtidig lød der en hård kritik af minister for landbrug, fiskeri og fødevarer Rasmus Prehn, som ikke deltog i mødet.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Shack Pedersen, finder det helt ubegribeligt, at Prehn ikke deltog i mødet.

»Det er uanstændigt, at ministeren ikke vil se minkbranchen i øjnene, efter man har udryddet hele erhvervet og nu skal diskutere en mulig genstart.«

»Det er for mig ufatteligt, at han ikke dukker op og lytter til avlernes bud på, hvordan de kan komme i gang igen. Det er så arrogant,« siger han til B.T.

Også formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, sendte en bredside mod ministeren efter mødet.

»Resten af samfundet må færdes frit og tage til store arrangementer, men hvis en håndfuld minkavlere vil i gang igen i 2023, vil man indføre nogle fuldstændig vanvittige testregimer,« sagde Tage Pedersen til Ritzau.

Fødevareministeriet forklarer over for B.T., at det aldrig var meningen, at Rasmus Prehn skulle deltage i mødet. B.T. har set mødeindkaldelsen, hvor Rasmus Prehn ikke er nævnt. Derudover udtaler ministeren sig i en mail til B.T.

»Det virker ærligt talt som en noget søgt kritik fra Tage Pedersen. Det ærgrer mig derfor også, at Torsten Shack forfalder til automatreaktioner og forudsigelig postulerende kritik. Som jeg også udtalte i går, så er det fuldstændig afgørende, at beslutningen om mink træffes på et forsvarligt og fagligt grundlag.«

»Jeg håber og vil opfordre til, at kommende drøftelser om minkerhvervets fremtid – med blandt andet Venstre – vil foregå på et konstruktivt niveau.«

Torsten Shack Pedersen mener ikke, at der er et problem med kritikken af ministeren.

»Jeg synes ikke, at det er en uretfærdig kritik. Det her er en sag, der skulle være afsluttet før sommerferien, men det har regeringen ikke prioriteret. Med tanke på, hvad erhvervet har været ude for, så er det eneste anstændige, at han møder op.«

Men ifølge ministeriet ville ministeren ikke have noget at gøre på mødet, da det er af ren faglig karakter. Hvad tænker du om det?

»Hvis ministeren mener, at han ikke har noget at gøre ved et møde med minkerhvervet, hvor de lufter deres frustrationer, så synes jeg, det siger mere om ministerens indstilling til sagen end meget andet,« siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Shack Pedersen, til B.T.