Ved begyndelsen af formandskampen i partiet understreger sundhedsministeren, at SF ikke er delt i to lejre.

Kampen om pladsen som SFs kommende formand er sat ind, og med udsigt til en uge med debatmøder over hele landet melder den ene af kandidaterne, sundhedsminister Astrid Krag, nu ud, at hun er parat til at redefinere SFs rolle som regeringsparti, hvis hun ender som medlemmernes foretrukne kandidat.

Det er tid til at åbne partiet mere op, understreger hun.

- Vi skal vise, at vi kan være regeringsparti på en anden måde. Det har hele tiden være SFs ambition at åbne magten op og være garant for, at Slotsholmen ikke lukker sig om sig selv. Alt den viden og alle de ressourcer, der er ude hos for eksempel græsrødder, civilsamfundet og foreninger, skal helt ind i regeringskontorerne. Det kræver, at vi arbejder på en måde, hvor det er hele SF, der er i regering, siger ministeren.

Hun understreger, at partiet har brug for at skære sin profil ud i pap, så ingen er i tvivl om, hvad SF står for.

- Politisk er det vigtigt, at vi har en skarp profil, hvor man kender SF som Danmarks grønne parti og som Danmarks venstreorienterede socialistiske parti, der for eksempel ikke mener, at omfordelingskampen er overstået, men bliver ved med at have diskussionen om økonomisk lighed og lige muligheder i det hele taget højt på dagsordenen, understreger Astrid Krag.

Sundhedsministeren har allerede sikret sig støtte fra SFs ministerhold forud for den kommende uges debatter, men målinger har også vist, at støtten til modkandidaten, Annette Vilhelmsen, er størst hos for eksempel kredsformænd.

Det har fået flere til at påpege, at toppen af partiet er mere tilbøjelig til at vælge Krag, mens baglandet støtter Vilhelmsen, hvilket tegner et billede af et splittet SF.

Det, mener Krag ikke, stemmer overens med virkeligheden.

- Der har været mange mærkelige, fortegnede billeder i pressen i løbet af denne her valgkamp. Jeg vil meget gerne advare mod, at man ser SF som delt op i to lejre. På trods af det her formandsvalg, er der langt flere ting, der samler SF, end der er ting, der deler, siger hun.

SFs pressetjeneste har sendt en omfattende bunke materiale ud, hvor de to kandidater fortæller om deres visioner. Hvis Krag selv skal definere sit projekt, siger hun:

- Det er projekt, der handler om et velfærdssamfund, der skal skabe reelt lige muligheder, og hvor alle folk er piloter i deres eget liv. Det er projekt, der handler om at få sat turbo under den grønne omstilling. Og et projekt, der handler om, at vi skal have en solid økonomi, der kan skabe varige job, sgier Astrid Krag.

Både Krag og Vilhelmsen har fredag indgivet deres opstilling til posten som formand. Søndag indleder kandidaterne en møderække rundt i landets storkredse, hvor SFs medlemmer får mulighed for at stille kandidaterne spørgsmå. Herefter stemmer medlemmerne, og den 13. offentliggøres valget af den nye formand på et konvent i København.