Søvndal vil være en fremtrædende del af Astrid Krags hold, hvis hun bliver formand for SF. Udfordreren Annette Vilhelmsen giver ingen garantier, hvis hun vinder formandsduellen.

Der er ingen tvivl om, at afgående SF-formand Villy Søvndal fortsat har en plads på ministerholdet, hvis sundhedsminister Astrid Krag om to uger kan kalde sig SFs nye formand. Det siger hun i en kommentar, efter udfordreren, Annette Vilhelmsen, over for Politiken fredag afviste at svare på, om Søvndal kunne blive siddende på ministertaburetten.

- Annette Vilhelmsen sår tvivl om Villy Søvndal kan fortsætte som minister. Den tvivl deler jeg slet ikke. Hvis jeg bliver SFs ny formand kan jeg garantere, at Villy er en fremtrædende del af mit hold, siger Astrid Krag.

Til Politiken sagde Vilhelmsen:

- Det er jo sådan, at den, der bliver formand, er med til at sætte holdet. Og hvad jeg gør mig af tanker om ministerlister, det er ikke noget, jeg har skrevet ned, men selvfølgelig noget, jeg har tænkt over.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Søvndal kan være sikker på at fortsætte som udenrigsminister, sagde hun:

- Han kan være sikker på, at jeg sætter et godt hold.

Men hvis det står til Astrid Krag, fortsætter Søvndal på den ministerpost, han allerede bestrider.

- Jeg vil meget gerne have, at Villy fortsætter som udenrigsminister. Det er fantastisk at have en SFer til at repræsentere Danmark, og jeg

bakker fuldt ud op om hans politiske linje med fokus på menneskerettigheder, nedrustning og øget bistand til verdens fattige, siger hun.

Søndag eftermiddag finder den sidste debat mellem de to SF-formandskandidater sted på Christiansborg, og 13. oktober bliver partiets nye formand præsenteret.