En mand, der kalder Hamas' nedslagtning af 250 festivaldeltagere for 'et super angreb'.

En anden mand, som i en snapchat-video siger, at 250 dødsofre 'ikke er helt dumt'.

Det er to eksempler på reaktioner på Hamas' terrorangreb i Israel forrige lørdag, som B.T. har bragt de seneste dage.

Og det er to eksempler, som har skabt voldsom debat, vrede og forargelse. Både på sociale medier og langt ind på gangene på Christiansborg. 

For er de pågældende eksempler egentlig en overtrædelse af lovgivningen, som foreskriver, at billigelse af terror kan give op til tre års fængsel?

Og bliver det undersøgt fra politiets side, om de pågældende mennesker kan retsforfølges?

Hvad gør politiet? Rasmus Stoklund (S) kræver svar fra partifælle og Justitsminister Peter Hummelgaard.
Hvad gør politiet? Rasmus Stoklund (S) kræver svar fra partifælle og Justitsminister Peter Hummelgaard. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Politiet har ikke hidtil over for B.T. ønsket at svare på spørgsmål omkring en mulig efterforskning af de konkrete eksempler.

Men nu har Socialdemokratiets Rasmus Stoklund og Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, som begge er medlemmer af Retsudvalget, samt udvalgets næstformand Mai Mercado (K) stillet forskellige spørgsmål til justitsminister Peter Hummelgaard om politiets undersøgelser af mulige brud på lovgivningen om billigelse af terror.

Det gjorde Rasmus Stoklund i fredags, fremgår det af Folketingets hjemmeside, og over for B.T. bekræfter han, at det er tilfældet. 

»Jeg stiller spørgsmålet, fordi jeg som de fleste andre er oprørt over at se folk stå og fejre, at fuldkommen uskyldige familier er blevet henrettet med koldt blod,« siger Rasmus Stoklund.

»Vi har en lovgivning omkring billigelse af terror, og jeg er interesseret i at høre, om det er noget, der får konsekvenser,« tilføjer han.

Det kan jeg næsten høre, at du forventer?

»Jeg kan og skal ikke være hverken professor i jura eller agere domstol.« siger Rasmus Stoklund.

»Men det er klart, at når vi har en lov omkring billigelse af terror, og folk står og fester, så er der noget, der får mine alarmklokker til at ringe. Hvorvidt lovgigningen er overtrådt, er op til retssystemet,« fastslår han.

Tænker du på specifikke eksempler, der har været fremme, som bør efterforskes?

»Jeg synes, der har været en række eksempler, som har floreret på sociale medier, i nyhedsudsendelser og i nyhedsartikler, blandt andet hos B.T., hvor folk er blevet interviewet og har sagt nogle gruopvækkende ting,« pointerer Rasmus Stoklund. 

Han mener, at han ved at stille et bredt spørgsmål nu forhåbentlig kan få klarhed over situationen.

B.T.s interview med Hassan forarger på Christiansborg.
B.T.s interview med Hassan forarger på Christiansborg. Foto: B.T.
Vis mere

Hvordan har du det, når du ser eksempelvis B.T.-interviewet med manden, der kaldte Hamas' terrorangreb for et 'super angreb'?

»Det vender sig i mig, når jeg ser den slags. Jeg forstår ikke, at man kan være så uempatisk, at man kan få sig selv til at juble over, at små børn og deres forældre er blevet skudt i deres hjem,« siger Rasmus Stoklund.

»Jeg kan slet ikke rumme det. Og jeg forstår ikke de menneskers lyst til at bosætte sig i Danmark, hvis de går rundt med den slags holdninger og mener, at helt uskyldige mennesker fortjener den skæbne på grund af et nationalt tilhørsforhold,« forklarer han.

Er det virkelig nødvendigt at trække justitsministeren ind i sagen?

»Det er ikke fordi, at jeg trækker justitsministeren ind i det. Jeg bruger bare det værktøj, som jeg har som folketingsmedlem for at få en status på tingene. Det er et parlamentarisk redskab og ikke et spørgsmål om, at jeg trækker ministeren ind i noget,« siger Rasmus Stoklund.

Prøver du ikke bare at lægge pres på politiet?

»Nej, det er for at få skabt klarhed,« understreger Rasmus Stoklund.

»Der går mange rygter, ikke mindst på sociale medier, hvor jeg har orienteret mig meget, og der har været meget stor diskussion om, hvornår den pågældende paragraf om billigelse af terror er bragt i spil,« siger han.

»Det er både interessant og vigtigt at finde ud af, hvad der er op og ned. Selvfølgelig er det også i min egen interesse. Hvis ikke den paragraf skal tages i brug nu, hvornår skal den så?,« spørger han.