Mandag kunne B.T. fortælle, at den fremtrædende SFer, Mikkel Dragmose-Hansen, er blevet idømt en betinget straf på 30 dages fængsel for at have videresendt billeder af seksuel karakter.

Billeder, som han ifølge retsmødebegæringen har fået adgang til, ved tilbage i februar måned at oprette en falsk profil på datingsiden scor.dk.

Mikkel Dragmose-Hansen har siddet 12 år i byrådet i Middelfart, hvor han har varetaget en lang række poster – herunder posten som viceborgmester og formand for beskæftigelses- og arbejdsmarkedsudvalget.

Men det er ikke kun på regional- og kommunalvalgsniveau, at Mikkel Dragmose-Hansen har været en kendt politiker.

Helt frem til tirsdag middag stod han stadig på listen over medlemmer af SFs landsledelse.

Landssekretær i SF, Jens Andersen, oplyser dog tirsdag til B.T., at Mikkel Dragmose-Hansen trods oplysningerne på hjemmesiden trådte ud af landsledelsen den 4. august 2021.

»Hans begrundelse var den samme som han brugte i forhold til byrådet. Han ville fokusere på job og fritid,« forklarer partiets næstformand, Lise Müller, i en sms til B.T.

Hun ønsker ikke yderligere at kommentere oplysningerne om, at han få uger efter at have sagt farvel til SFs landsledelse har modtaget en dom for blufærdighedskrænkelse.

En dom, som altså lyder på 30 dages betinget fængsel samt betaling af en tortgodtgørelse til den forurettede i sagen på 5.000 kroner.

»Jeg er tilfreds med det resultat, som retten kom frem til, da det stemte overens med vores påstand,« sagde anklager i sagen, Cecilie Christoffersen, til B.T. efter mandagens retsmøde.

Mikkel Dragmose-Hansen selv har ikke ønsket at kommentere sagen.