Mens de fleste borgmestre møder op til konstituerende byrådsmøde med rank ryg og fast håndtryk, er sagen en helt anden for Michael Ziegler (K).
Han er nemlig placeret i isolation og vil slå tonen an for den kommende valgperiode med en vis afstand til de øvrige byrødder, bekræfter Høje-Taastrup Kommune over for TV 2 Kosmopol.
Det sker blot få uger efter, at Ziegler – trods sygemelding og intensiv behandling – blev genvalgt som borgmester ved kommunalvalget i november 2025.
Sygemeldingen skyldes, at han igen er ramt af akut leukæmi og er i gang med behandling.
Der bliver dog ingen krammere eller håndtryk for den konservative borgmester, som er Danmarks længst siddende.
I stedet vil han, fysisk adskilt fra resten af salen, sætte kursen for den kommende valgperiode.
