De Konservative borgmester i Høje Taastrup Kommune, Michael Ziegler, er blevet ramt af akut leukæmi efter to og et halvt år som kræftfri.

Han fortæller nu, at han har fået nye stamceller. 

Og det har været enormt hårdt, skriver han i et opslag på Facebook. 

»Jul på Riget,« indleder han. 

I opslaget fortæller Michael Ziegler, der også er næstformand i De Konservative, om sin behandling og hvilke smerter og bivirkninger, den har medført. 

»Jeg ved, at jeg har været nede og ramme bunden. Men jeg kan også mærke, at det nu så småt går fremad, dag for dag. Jeg ved, at jeg har lagt det værste bag mig,« skriver han i opslaget. 

Michael Ziegler har ikke været indlagt hen over julen, lyder det.

»Til gengæld har jeg været til ambulant behandling hver eneste dag, og det tærer på kræfterne. Derfor har jeg valgt at holde jul for mig selv. Jeg har ikke overskud til at være selskabelig lige nu.«

Vestegnsborgmesteren blev genvalgt som borgmester i Høje Taastrup i november. 

Han blev første gang sygemeldt med leukæmi i september 2022. I 2023 vendte han tilbage til rådhuset efter at have fået en stamcelletransplantation.

I sommer meddelte han, at der igen er udbrudt en krig i hans krop.

»Jeg glæder mig til hverdagen. Den helt almindelige hverdag i det liv, jeg gerne vil tilbage til,« afslutter han opslaget på Facebook.