Øverst kan du høre formanden for de konservative i Tårnby fortælle om, hvordan man i partiet angiveligt forsøgte at sprede en skadelig historie om folketingskandidaten Mads Holger.

Telefonsamtale afslører, hvordan centrale kræfter i Det Konservative Folkeparti mødtes til ’krisehåndtering’ efter forsøget på at dolke folketingskandidat Mads Holger i ryggen

BT kan nu afsløre en udskrift af en hemmelig telefonsamtale mellem den konservative folketingskandidat Mads Holger og den 20-årige ungdomspolitiker Nikita Klæstrup, der viser, hvordan en beskidt plan om at tilsværte den konservative folketingskandidat var udtænkt.

Samtalen fandt sted i slutningen af juli 2014, kort inden at den 36-årige forfatter og blogger Mads Holger skulle opstilles som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti.


I samtalen bekræfter den 20-årige Nikita Klæstrup, der er næstformand for Konservativ Ungdom (KU) på Lolland-Falster, at planen om at lække en skadelig historie om Mads Holger blev orkestreret inde fra den konservative pressetjeneste på Christiansborg.

BT bringer i dag brudstykker af samtalen, som dokumenterer hvordan byrådsmedlem og presserådgiver Morten Scheelsbeck sammen med de konservative partifæller Nichlas Vind og Rune Kristensen tilbage i juli 2014 forsøgte at tilsværte Mads Holger. Dels ved at forsøge at plante en skadelig historie i Ekstra Bladet, og dels ved at beskylde ham for at have hærget et hotelværelse under et partiseminar året forinden. Men Ekstra Bladet fik aldrig historien bekræftet, og historien blev derfor aldrig bragt.

Nikita Klæstrup er, udover at være formand for KU på Lolland-Falster og landskendt for sit udseende, også kæreste med føromtalte Rune Kristensen, der er tidligere KU-formand og i dag folketingskandidat i Guldborgsund-Slagelse-kredsen.

I slutningen af juli 2014 frygter Rune Kristensen, at han er r kommet til at lække partifællernes plan, så Mads Holger måske er varskoet om, hvad der er på vej. Det var umiddelbart herefter, at Nikita Klæstrup og Mads Holger har den samtale, som omtales nedenfor.  Hverken Nikita Klæstrup eller Morten Scheelsbeck ønsker at kommentere sagen.

Her er uddrag af den afslørende optagelse:

 

Del 1

 

Mads Holger: Altså Morten Scheelsbeck har prøvet at lække en artikel til Ekstra Bladet?

Nikita Klæstrup: Ja.

Mads Holger: ….forud for et eller andet ude i Dragør-Tårnby for at skade mig eller hvad?

Nikita Klæstrup: Ja. (Lyd forsvinder...) Så jeg tror, hele planen var, at den skulle komme dagen før eller noget før den generalforsamling.

Mads Holger: Okay, så Morten Scheelsbeck har ringet til Ekstra Bladet og sagt til dem, at de skulle skrive en negativ historie om mig, dagen før en eller anden opstillende generalforsamling i Tårnby?

Nikita Klæstrup: Jeg ved ikke, om han helt direkte har sagt, hvornår den skulle være, men det ville jeg da gå ud fra.

Del 2

Mads Holger: Jo. Men Morten Scheelsbeck, er han ikke ansat i den konservative pressetjeneste?

Nikita Klæstrup: Jo. Det var derfor, jeg synes, det var så interessant.

Del 3

Mads Holger: Nå. Men så har de vel sagt et eller andet, siden de er blevet bange?

Nikita Klæstrup: Jeg ved ikke, hvorfor de lige pludselig bliver så bange. De havde snakket med en journalist, og så lige pludselig er der en anden journalist, der ringer. Jeg tror, at det var det, der gjorde, at Morten blev lidt bange.

Del 4

Mads Holger: Hvorfor siger Rune det ikke, som det er? At det ikke er ham, men det er Morten Scheelsbeck og Nichlas Vind, der står bag?

Nikita Klæstrup: Jeg tror bare ikke, han vil smide dem under bussen, eller hvad man siger på dansk...

Mads Holger: Så Rune dækker over Nichlas Vind og Morten Scheelsbeck, fordi han ikke vil smide dem under bussen.

Nikita Klæstrup: Ja, jeg går ud fra, at det har noget at gøre med at beskytte dem, også når han er så gode venner med Morten.

Mads Holger: Okay, fordi det er jo nok dumt af Rune, tror jeg, for så bliver det ham, der kommer i fedtefadet. Det virker lidt dumt, men altså det kan jeg jo ikke ændre på. Du ved ikke andet end det? Der er ikke sket mere, siden du ringede forleden og fortalte det, du fortalte?

Nikita Klæstrup: Næh, altså de mødtes lige alle sammen den aften. Eller aftenen efter, jeg kan ikke huske det, Nichlas Vind, Morten Scheelsbeck, (navn udeladt) og Rune for at diskutere, hvad de skulle gøre.

Mads Holger: Én gang til. Hvem mødtes?

Nikita Klæstrup: Nichlas Vind og Rune og Morten Scheelsbeck og (navn udeladt).

Mads Holger: De mødtes for at lave en plan for, hvordan de kunne slippe af sted med det. Eller hvad?

Nikita Klæstrup: Jeg ved ikke, hvad det møde gik ud på. Jeg fik ikke lov til at komme med.

Mads Holger: Nå, det var ikke for piger. Og så er de her mennesker, der har har været involveret i den her sag, mødtes for at snakke igennem, hvad de så skal gøre? Det må det vel være.

Nikita Klæstrup: Ja, vel noget krisehåndtering af en art.