Der er stor rift om at få lov til at eje en bolig i København. Nu foreslår Konservative en ændring, som skal hjælpe flere ind på markedet.
Ifølge Altinget vil partiet give lejere i almene boliger mulighed for at købe deres lejlighed fri, så det bliver en ejerbolig.
»Der er kun 22 procent ejerboliger i København, men 70 procent vil gerne eje. Det vil vi gøre noget ved,« siger partiets spidskandidat frem mod kommunalvalget i november, Jakob Næsager, til mediet.
Næsager, som også er børne- og ungdomsborgmester, tilføjer til Altinget, at forslaget skal hjælpe københavnere med almindelige indkomster.
Almene boliger er ejet af boligselskaber og er i forvejen en relativt billig boligform i København.
Ifølge Danske Almene Boliger var den gennemsnitlige månedlige husleje for en almen bolig i 2024 under 7000 kroner i samtlige bydele på nær København K.
Boligforsker og lektor i statskundskab ved Aarhus Univeristet, Martin Vinæs Larsen, advarer overfor Altinget om valgflæsk. Han siger, at Konservatives udspil på flere punkter ikke kan lade sig gøre.
Det skyldes, at det kræver national lovgivning at beslutte, at boligselskaberne skal sælge deres lejligheder.
Forslaget kommer efter flere år med massive prisstigninger på ejerboliger i København. Ifølge Berlingske er det blevet historisk dyrt at købe en ejerlejlighed i hovedstaden.