Det er en velkendt konservativ holdning - at 10. klasse skal bevares - men det er blot blevet endnu mere aktuelt efter den seneste Pisa-undersøgelse, som blev offentliggjort i sidste uge.

Derfor prøver De Konservatives formand, Mona Juul, igen at råbe op: 10. klasse bør ikke skrottes som planlagt, men bevares, siger formanden forud for partiets landsråd i weekenden.

- Jeg kommer med en kraftig appel til regeringen om at tage fat i noget af det, som vi ved, virker i forhold til faglighed og modning af elever. Det er 10.-klasserne. Bevar dem. Oven på de her Pisa-undersøgelser er det i hvert fald en del af de løsninger, som man kan pege på, siger Mona Juul.

Den seneste Pisa-undersøgelse viser, at danske skoleelever på 15 år klarer sig historisk dårligt og er blevet dårligere til læsning, matematik og naturfag.

Pisa er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer. Undersøgelsen viser, at det faglige niveau blandt danske skoleelever endnu en gang er gået tilbage.

Særligt slemt står det til i forhold til de 15-årige elevers læsning, men også i matematik og naturfag går eleverne tilbage.

Med tilbagegangen får eleverne de laveste danske resultater i undersøgelsens historie. Den blev første gang lavet i 2000.

Danske elever er, alt efter fag, et til halvandet år bagud fagligt. Derfor bør 10. klasse ikke afskaffes, hvilket ellers efter planen sker om få år, mener Mona Juul.

Det var den daværende SVM-regering, SF og Dansk Folkeparti, som sidste år blev enige om en ny aftale for ungdomsuddannelserne.

Den betyder, at 10. klasse afskaffes. Et tiende skoleår kan dog stadig tages på eksempelvis efterskolerne.

Elever kan gå i 10. klasse helt indtil skoleåret 2029/2030.

Herefter afskaffes 10. klasse og integreres delvist i epx, som er et nyt erhvervs- og professionsrettet gymnasium. Det erstatter hf.

De Konservative får næppe held med at flytte et komma i reformen af ungdomsuddannelserne, selv om Mona Juul håber på at få opbakning til at bevare 10. klasse fra regeringspartiet De Radikale.

I forbindelse med regeringsforhandlingerne tidligere i år havde De Radikale det nemlig som et "absolut hovedkrav" at få en genforhandling af SVM-regeringens reform af ungdomsuddannelserne, fordi De Radikale også gerne vil bevare 10. klasse.

Men i regeringsgrundlaget fik De Radikale ikke trumfet den mærkesag igennem.

- Vi kommer ikke til at give os på det. Vi kommer til at presse regeringen på emnet, siger Mona Juul.

RITZAU