Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Konservative savner fremgang i meningsmålinger efter melding om efterløn. Der udtrykkes opbakning til Espersen

Flere konservative folketingsmedlemmer ærgrer og undrer sig over, at De Konservative ikke er gået frem i meningsmålingerne, efter det er blevet regeringens politik at afskaffe efterlønnen.

- Jeg så gerne, at meningsmålingerne havde stået bedre efter Løkkes melding. Det kunne man godt have ønsket sig, siger sundhedsordfører Vivi Kier.

Spørgsmålet er blevet betændt, efter Politiken har afsløret, at partiformand Lene Espersen lavede en aftale med statsminister Lars Løkke Rasmussen om, at Venstre skulle have nogle dages forspring i forhold til aviskampagner om efterløn.

Det skulle give Venstre mulighed for at forklare kursskiftet, men gjorde også, at De Konservative ikke havde muligheden for at slå på, at partiet var kommet igennem med en mærkesag.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger miljøordfører Tage Leegaard.

Han har også svært ved at svare på, hvorfor vælgerne belønner Venstre og ikke De Konservative efter meldingen om efterløn.

- Det er godt spørgsmål. Men jeg er sikker på, at den dag, hvor valget kommer, skal vælgerne nok vide, hvem der har ført borgerlig politik. Der er selvfølglig nok nogen, der er i tvivl om, hvor partiet står, men det skal vi nok få dem fortalt, siger Tage Leegaard.

Justitsminister Lars Barfoed siger, at det vigtigste er budskabet om, at efterlønnen skal afskaffes.

- Det er lidt diskussioner om tidspunkter for indrykning af annoncer, men det skal ikke overskygge det gode budskab om, at begge regeringspartier nu går ind for at afskaffe efterlønnen, siger Lars Barfoed og slår fast, at han står bag Lene Espersen som formand.

- Lene Espersen er vores formand, og det er der ikke nogen, der diskuterer, siger han.

Samme melding kommer fra økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen.

- Naturligvis er hun den rigtige leder, for hun er valgt af partiet.

Spørgsmål: Er hun den rigtige leder?

- Ingen i gruppen har anfægtet det, siger Brian Mikkelsen.

/ritzau/

Andre læser også