Nyheden om, at Henriette Kjærs samlever Erik Skov Pedersen tilstår bedrageri for 2,4 mio. kr., kommer som et chok for De Konservative.

Kun 17 dage efter at Henriette Kjær efter pres fra Lars Barfoed måtte trække sig som sit partis politiske ordfører og gruppeformand, blev hendes mangeårige samlever varetægtsfængslet i to uger ved Retten i Lyngby.

Fængslingen kommer fuldkommen bag på flere af de konservative, som B.T. har talt med. Men ingen ønsker på nuværende tidspunkt at udtale sig.

- Ingen kommentarer, siger gruppeformand Tom Behnke og afviser at lade sig interviewe om sagen. Han ønsker heller ikke at forholde sig til sine tidligere udtalelser i sagen.

Da Henriette Kjær onsdag 26. januar trak sig fra alle sine poster, gav Tom Behnke udtryk for, at hendes beslutning var forkert.

- For for mig at se, så havde hun sådan set sørget for at få orden i sit privatliv. At man så ripper op i gamle sager og bliver ved med at køre forside efter forside, det synes jeg er helt urimeligt, når hun netop har vist økonomisk ansvarlighed, sagde han ved den lejlighed.