Brian Mikkelsen langer hårdt ud efter regeringen for at have nedsat Skattesagskommissionen, som han mener har været en lang og dyr politisk agenda fra regeringen.

De konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen (K), kalder Skattesagskommissionen et mislykkedes - og meget dyrt - forsøg på at få Venstre-folk i fedtefadet. Det skriver bt.dk.

»Skattesagskommissionen er politik fra regeringens side. Udfra det, Berlingske i dag (søndag, red.) skriver, er der blevet skrevet 1.700 sider og brugt 25 millioner kroner, uden at man kan stille nogen til ansvar. Står det til troende, har det været spild af penge og folks tid,« siger Brian Mikkelsen BT.

»Kommissionsundersøgelsen var politisk og havde kun et formål, som var at få venstrefolk i fedtefadet. Det har været et gigantisk selvmål af regeringen,« siger han.

Skattesagskommissionen har siden marts 2012 forsøgt at finde ud af, om Skatteministeriets daværende top forsøgte at påvirke Skat Københavns behandling og afgørelse af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand Stephen Kinnocks skattesag. Derudover skulle kommissionen finde ud af, hvem der op til folketingsvalget i 2011 lækkede afgørelsen af Thorning og Kinnocks skattesag til BT.

Det har afstedkommet indkaldelser af 45 vidner, 13 kapitler og 1700 sider til en samlet sum af foreløbig 25 millioner kroner.

Berlingske skriver søndag, at det sidste punktum er sat i kommissionens endelige rapport, som i grove træk frifinder samtlige hovedpersoner i sagen.

Blandt andet siger beretningen, at der ikke er grund til at tro, at den tidligere spindoktor Peter Arnfeldt skulle have lækket statsministerparrets fortrolige skatteafgørelse.

Beretningen frikender også den daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) for magtfordrejning.

Den daværende departementschef, Peter Loft, går ligeledes fri for hovedanklagen om, at han skulle have forsøgt at blande sig- og ændre i Skat Københavns afgørelsen.

Tilbage står en mere dæmpet kritik af, at embedsmænd gik for tæt på skattesagen, men at det samtidig var uagtsomt.

Spørgsmål: Det er jo alvorlige anklager, der lå til grund for kommissionsundersøgelsen. Hvad skulle regeringen ellers have gjort?

»Den kunne have startet med at lave en intern undersøgelse. Der sad embedsfolk, der sikkert ville svare på regeringens spørgsmål. Nu valgte man en stor kommissionsundersøgelse, der har taget folks tid og penge, uden at der var noget at komme efter,« siger Brian Mikkelsen til BT.