Det bliver en lang og sej kamp, hvis Barfoed skal nå 15 procent af vælgerne, erkender flere konservative. Partiformanden skal bruge weekendens landsråd til at overbevise baglandet om, at han kan få K ud af krisen, mener ekspert.
Har de Konservatives formand, Lars Barfoed, fundet den kur, der kan få Det Konservative Folkeparti på ret køl igen og vinde vælgerne tilbage?
Svaret på det spørgsmål bliver helt afgørende for Lars Barfoed på partiets landsråd, der i weekenden foregår i Herning.
- Det er et meget vigtigt og afgørende landråd for Lars Barfoed, for det er der, hvor han for alvor skal overbevise sit bagland om, at han har fundet en vej ud af krisen for partiet, siger Berlingskes kommentator, Thomas Larsen.
Efter et katastrofevalg sidste år, hvor partiet mistede ti mandater, ligger de Konservative i meningsmålingerne til at få bare fire procent af stemmerne. Ifølge Lars Barfoed kan de Konservative nå 15 procent med ham i spidsen for partiet, men til det mål er der er meget lang vej, erkender flere konservative.
- Det bliver et langt og sejt træk. Jeg bakker 100 procent op om Lars Barfoed. Han har de rigtige meninger og værdier, vi har bare ikke været gode nok landspolitisk til at melde dem ud, siger borgmester i Allerød Erik Nielsen, der anklager landspolitikerne for at være for kedelige.
- Vi har nogle rigtigt dygtige landspolitikere, men de er åh, så kedelige at høre på. Det er rigtigt, det de siger, men det er så kedeligt. Jeg siger ikke, det skal være poppolitik, men det skal være noget, borgerne forstår, siger han.
Også borgmester i Viborg, Søren Pape, peger på problemer i formidlingen.
- Den konservative idé og tanke har 15 procent af befolkningens opbakning. Vi skal bare sikre os, at de kender vores politik. Det nytter ikke noget, hvis vi har en fantastisk politik, hvis ingen ved det, siger han.
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation og spidskandidat for de Konservative i København, Rasmus Jarlov, opfordrer de konservative til slå koldt vand i blodet.
- Vi skal have is i maven, og så skal der konsistens over længere tid, hvor vi får befæstet vores position som det eneste parti, der er borgerligt, både når det gælder økonomi og værdier, siger han.
- Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle, der er utålmodige, når man læser meningsmålingerne, men man bliver nødt til at væbne sig med tålmodighed, siger han.
Ifølge Thomas Larsen vil Lars Barfoed i sin tale, der afholdes lørdag, slå fast, at de Konservative er Danmarks mest borgerlige parti. Dermed vil han forsøge at kapre nogle af de vælgere, der er gået til Liberal Alliance og Venstre, tilbage.
- Især tror jeg, man vil komme til at høre en Lars Barfoed, der vil fremstille sig selv som den mest modige og målrettede borgerlige reformator, siger Thomas Larsen.
Han mener, at Lars Barfoed får indtil næste valg til at bevise sit værd.
- Han får næste valg med, men så skal der også være sket noget, for ellers vil tålmodigheden være slidt op, siger han.
På landsrådet skal man blandt andet vedtage et nyt partiprogram.