Konservativ Ungdom er kommet i modvind på de sociale medier efter et par opslag om, at KUs medlemmer er ovre for at føre politisk kampagne i USA.

Konservativ Ungdoms medlemmer hjælper nemlig republikanerne Marco Rubio og Ron DeSantis med at føre kampagne i Florida op mod det amerikanske midtvejsvalg. Det har vakt en del polemik på sociale medier, fordi begge kandidater er abortmodstandere, modstandere af øget våbenkontrol og varme tilhængere af Donald Trump.

Formand for Konservativ Ungdom Christian Holst Vigilius fortæller også, at hverken han eller Konservativ Ungdom er modstandere af fri abort.

»Nej, vi går ind for fri abort. Det fremgår også af vores politiske program,« siger han, da B.T. ringer.

Er I tilhængere af, at store teenagere skal have mulighed for at købe stormgeværer uden særlig tilladelse?

»Nej, vi er heller ikke enige i den amerikanske våbenlovgivning.«

Er I fans af Donald Trump?

»Jeg er ikke i hvert fald. Det tror jeg ikke, der er mange i KU, der er.«

Hvorfor er I så ovre at føre kampagne for Marco Rubio og Ron DeSantis?

»Fordi vi mener, at Ron DeSantis er et reelt og bedre alternativ til præsidentposten end Donald Trump,« siger Christian Holst Vigilius og fortsætter:

»Der er også flere politiske områder end dem, som du nævner. For eksempel mener vi, at Rubio fører en langt mere fornuftig økonomisk politik end Joe Biden. Rubio støtter også op om Taiwan, hvor jeg synes, han har markeret sig bedre end Biden,« siger han.

Christian Holst Vigilius forklarer også, at Rubio og DeSantis er modstandere af den såkaldte 'critical race theory', som er opstået i forbindelse med den identitetspolitiske bølge.

»De er modstandere af ideen om, at hvis man for eksempel er hvid, så er der automatisk indlejret racistiske holdninger i en bare på grund af ens race. Det er vi også modstandere af,« siger Christian Holst Vigilius.

Havde det ikke været en god idé at nævne nogle af holdningsforskellene, som I trods alt har med de to kandidater? Så havde I måske imødegået noget af kritikken?

»Det kan godt være, men jeg må sige, at omfanget af kritikken også er kommet bag på mig. Det er jo meget sjældent, at vi er helt enige med vores søsterpartier rundt om i verden. Derfor taler vi jo også om de uenigheder, som vi har,« siger han og fortsætter:

»Vi er her også for at lære lidt om, hvordan amerikanerne fører kampagne. Det er meget anderledes end hos os. For eksempel stemmer vi mange dørklokker herovre, hvilket man ikke rigtig bruger derhjemme,« siger han.

Ron DeSantis ventes at stille op til det amerikanske præsidentvalg i 2024. Han har dog ikke erklæret det officielt endnu.