Ordførere fra Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten mener, at tre kommuner har fejlet i tilsyn med PFAS.

De tre kommuner, der har miljøtilsynet med PFAS-forureningerne på Forsvarets flyvestationer, har fejlet.

Det mener miljøordførere for Venstre, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Det skriver Avisen Danmark og Radio4.

- Det vidner helt klart om, at kommunerne ikke har løftet deres opgave som tilsynsmyndighed. Opgaven er slet ikke løst, det er voldsomt kritisabelt den måde, som kommunerne har gjort det på, siger Rene Christensen, der er miljøordfører for Dansk Folkeparti, til de to medier.

Der er tale om kommunerne Haderslev, Viborg og Aalborg, hvor der er målt værdier af giftstofferne PFAS, der ligger mellem 100 og 1000 gange over grænseværdien for stoffets tilstedeværelse i grundvand.

PFAS er navnet for en gruppe giftstoffer, der er sundhedsskadelige for mennesker at have i kroppen, og som blandt andet har været en bestanddel i brandskum.

I 2019 anbefalede Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse sig selv, at man gik i gang med at oprense arealerne, fordi styrelsen vurderede, at kommunerne kunne give påbud, og at der var risiko for erstatningssager fra borgerne.

Men styrelsen gik ikke i gang med oprensning, og der kommer heller ikke påbud fra kommunerne.

I Aalborg Kommune har forvaltningen ikke fået rapporter om giftige stoffer fra flyvestationen siden 2017, og kommunen har ikke ført tilsyn siden, oplyser Jens Dalgaard, funktionschef i Aalborg Kommunes miljø- og energiforvaltning.

Han mener ikke, at kommunen kan klandres for, at Forsvaret ikke har bremset forureningen i at sprede sig.

Venstres miljøordfører, Jacob Jensen, kalder hele sagen kritisabel.

- Det bør jo være en central myndighed, i det her tilfælde Miljøstyrelsen, der burde tage den faglige vurdering, siger han til de to medier og henviser til, at den enkelte kommune langtfra altid har nok kendskab til PFAS, og hvordan det skal håndteres.

Enhedslistens miljøordfører, Peder Hvelplund, mener, det er åbenlyst, at kommunerne ikke har ført tilstrækkeligt tilsyn med Forsvaret.

Torsdag forklarede Visti Salomonsen, der er chef for ledelsessekretariatet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, til Ritzau, at styrelsen ikke har haft redskaberne til at gribe ind over for forureningen.

- Så er det korrekt, at vi ikke har iværksat tiltag for at afværge det. Men det skyldes, at vi ikke er den faglige myndighed, og vi ikke har tilstrækkeligt grundlag til at gå i gang med at gøre det. Vi kender ikke nogen teknologier, som vi umiddelbart kan sætte i gang.

- Derfor søger vi hjælp hos tilsynsmyndighederne, og jeg synes faktisk, at vi gør, hvad vi kan, på det her område, sagde han.

/ritzau/