»Bottomline er, at de ældre får mindre kød, og det synes jeg er forkert, for de er gamle nok til selv at kunne bestemme, hvad de spiser.«

Sådan lyder reaktionen fra Ny Borgerliges byrådskandidat, Henrik Arens, på den nye 'interne klimaafgift', som Aarhus Kommune forleden meldte ud, at de vil indføre for højne incitamentet til at købe grønt og klimavenligt i kommunen.

Tiltaget betyder, at kommunen mere konkret skal betale 850 kroner til en intern klimafond pr. ton CO2, der bliver indkøbt for, og det er Henrik Arens meget kritik overfor.

Ifølge ham kommer det til at betyde, at for eksempel ældreområdet skal bruge flere penge for at kunne servere hakkebøffer for de ældre.

Den nye 'interne klimaafgift' vil nemlig i første omgang blandt andet komme til at gælde fødevarer, som eksempelvis oksekød, lammekød, færdigretter med kød samt saft, juice og læskedrik.

»Det fjerner millioner fra kernevelfærden og over på klimafonden, og man kan stille spørgsmålstegn til, hvad der gavner,« lyder det fra ham, inden han fortsætter:

»Det ender med, at man fjerner penge fra kernevelfærden og giver dem til private ejendomsudviklere, hvis man skal sætte det på en spids.«

Af materialet i sagen fremgår det nemlig, at afgiften, som foruden fødevarerne også skal gælde flyrejser og benzin, vil betyde, at 4,65 millioner kroner hvert år skal på klimaindsatser, som kommer byen til gode.

Klimainitiativer, som både kan være drevet internt i kommunen men også af borgere, foreninger og virksomheder, fremgår det. Og netop det, tror Henrik Arens ikke nytter noget som helst.

»Det er mere symbolpolitik, end det ændrer noget om helst,« siger han.

Men er det ikke vigtigt, at man gør noget for klimaet?

»Jeg har ikke noget imod initiativer for klimaet, men jeg synes, det er forkert, at man fjerner penge fra velfærden.«

»Elbusserne er for eksempel et rigtig godt initiativ, fordi det både sparer energi og mindsker støjen, så der er nogle områder, hvor det giver god mening, men så er der så også nogle områder, hvor det ikke gør,« siger han.

I materialet står der ligeledes, at afgifterne fra fødevarerne forventes at blive tilbageført. Det er Henrik Arens dog ikke så sikker på reelt kommer til at ske

»Forventes er ikke sikkert, og de penge skal jo også findes et sted. Man ender derfor stadig med at flytte penge rundt, plus man tilføjer en masse adminstraion for kommunen,« siger han.

Det var SF, der i november måned stillede forslaget i byrådet. Her jubler man over, at forslaget nu er blevet taget videre af borgmester Jacob Bundsgaard.

»Ååååårh hvor er jeg glad. CO₂ afgiften i Aarhus bliver til noget,« skrev Liv Gro Jensen, der er Politisk Ordfører i SF og Forperson for Bæredygtighedsudvalget i Aarhus, på Facebook, da det kom frem, at borgmesteren bakkede forslaget op.

Og i en pressemeddelelse uddybede hun vigtigheden af afgiften.

»Det er af så stor betydning for vores klima, at der kommer en CO₂-afgift. Især nu når den nationale afgift lader vente på sig, går Aarhus nu foran. Det er et kæmpe skridt for klimaindsatsen i Aarhus og en politisk sejr, vi er super stolte af,« siger hun.

Afgiften er nu i høring frem til 6. februar.