Middag på italiensk restaurant, ophold på luksusbadehotel og cheeseburgere til bestyrelsesvennerne. Alt sammen betalt på borgernes regning.
Adskillige topchefer i Aalborg Kommune har tydeligvis svært ved at skelne mellem privatliv og offentligt virke, når de fisker kreditkortet op af pungen.
Tidligere på ugen blev Søren Gais, direktør for kommunens Miljø- og Energiforvaltning, meldt til politiet for at have brugt Aalborg Forsynings kort som kassekredit.
I fire og et halvt år har den kommunale forsyningsvirksomhed, hvor Søren Gais er direktør, lagt ud for en tur på et luksuriøst badehotel. Pengene er først nu tilbagebetalt – vel at mærke, efter der er blevet søgt aktindsigt i udlægget.
En stikprøvegennemgang, B.T. har foretaget af de kommunale chefers brug af kreditkort, viser, at det langtfra er et enligt tilfælde, at kommunens kort bliver brugt på en facon, der kan sættes spørgsmålstegn ved.
Reglerne er ellers krystalklare. Som Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved RUC, slår fast:
»Når det ikke er en udgift, som kommunen dækker, skal der anvendes private kreditkort. Det skyldes dels, at det mindsker risikoen for, at der betales for noget som kommunen ikke skal betale, dels at det giver en – omend begrænset – administrativ byrde for kommunen.«
Det står også tydeligt skrevet i Aalborg Kommunes ‘Forretningsgang for anvendelse af kreditkort’, at private køb og udlæg ikke må gennemføres på offentlige kort.
»Kreditkort anskaffet af kommunen må udelukkende anvendes tjenstligt. Kreditkortet må således ikke anvendes til betaling af ydelser, der er kommunen uvedkommende,« lyder det i reglementet.
Søren Gais er nu blevet bedt om at tilbagebetale 900 kroner for opholdet på Helenekilde Badehotel. Det fremgår af en faktura fra Aalborg Vand Holding A/S 8. oktober 2021. På fakturaen står der: »Opkrævning er fejlagtigt ikke blevet opkrævet i 2017.«
»Egenbetalingen er ved en fejl ikke blevet faktureret til mig før en gennemgang af bilagsmaterialet i forbindelse med aktindsigten i efteråret 2021. Fejlen skyldes, at administrationen har overset en håndskreven note på bilagets bagside i forbindelse med bogføringen,« skriver Søren Gais i en e-mail til B.T.
Generelt har administrationsapparatet i Aalborg Kommune travlt med at sørge for at få refunderet beløb, som topcheferne har brugt i privat regi.
Da Jan Nielsen, direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen, i slutningen af oktober 2018 skulle betale mad og ti glas rødvin på en af Aalborgs mest velrenommerede italienske restauranter efter et møde i Socialchefforeningen Nordjylland, skete det også med kommunes betalingskort.
Aalborg Kommune dækker ikke topchefens udgifter til møder og forplejning i den private Socialchefforeningen – alligevel blev de 6.000 kroner betalt med kommunens kreditkort.
I forbindelse med mødet blev yderligere syv bilag, der var udlæg til samme private chefforening, også kørt gennem kommunens betalingskort.
Efterfølgende måtte en kommunalt ansat bruge sin arbejdstid på udlæggene og bilagene og sørge for at få refunderet beløbet af Socialchefforeningen og tilbage i kommunekassen.
Kommunens betalingskort bliver dermed en form for kassekredit, og samtidig skal offentligt ansatte sørge for at kradse pengene ind.
»Når kommunen slår fast, at øvrige udgifter ikke kan dækkes, er det mere hensigtsmæssigt, at direktørerne bruger deres private betalingskort til sådanne udlæg, så der ikke ved en fejl sker dækning af udgifter, som ikke skal dækkes,« siger kommunalforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Men det er åbenbart fast procedure i Aalborg, forklarer Jan Nielsen. Det gentager sig hver måned, når han med sit kommunale kreditkort lægger ud for eksempelvis transportudgifter til bestyrelsesmøder i Socialchefforeningen.
Også selvom Aalborg Kommune kun dækker chefens kontingentbetaling til den private forening og ikke de forskellige udlæg.
»Min hustru ville være ked af, hvis jeg brugte mit eget dankort til sådanne udlæg. Når jeg ikke arbejder mere, har jeg ikke tænkt mig at være medlem af den forening. Det er ikke som privatperson, men som en del af mit arbejde, at jeg deltager,« siger Jan Nielsen.
Men hvorfor skal kommunen lægge ud for dig, og hvorfor skal en kommunalt ansat bruge tid på at få refunderet et beløb, som du principielt har brugt i privat regi, og som kommunen alligevel ikke dækker?
»Man skal være glad for, at man får pengene refunderet. Der er to andre alternativer. Et, at vi får en regning eftersendt, som vi betaler. Det tror jeg ikke, restauratøren er så glad for. Det andet er et kreditkort i foreningen. Det vil jeg overveje, når det kan give anledning til så mange misforståelser. Men konteksten er, at jeg ikke er medlem som Jan Nielsen, men som direktør i Aalborg Kommune.«
Så du får løn for at være der?
»Nej, det er en del af mit arbejde. Det vil sige, at jeg ikke afspadserer. Det er også en del af mit arbejde. Det er sådan, det skal forstås. Jeg har svært ved at se problematikken.«
Problematikken kan være, at kommunens kort bruges som kassekredit og at en kommunal ansat skal bruge tid på at refundere bilag som foregår i en privat forening for enkeltpersoner?
»Men det sker hele tiden. Og jeg er medlem som direktør Jan Nielsen. Det er en del af mit arbejde.«
Men SKAL du skal være medlem?
»Nej, det er op til mig. Men det ville være mærkeligt, hvis direktøren ikke var medlem. Det er for at få et netværk, så jeg fagligt kan påvirke beslutninger og få faglig udvikling.«
Men må den lokale vuggestueleder så også invitere sine foreningskolleger på italiensk restaurant, bruge institutionens kreditkort som udlæg og derefter få kommunens ansatte til at klare opgaven med at få refunderet beløb af kollegerne?
»Nu skal du være opmærksom på, at der ligger en politisk beslutning om, at kommunen betaler det her kontingent, og der er en række af de her foreninger – dels alle direktør- og chefforeninger. Så det kræver selvfølgelig, at kommunen har nikket til det og sagt, at ‘det her betaler vi – for det er en del af dit arbejde’.«
I et tredje eksempel på tvivlsom brug af offentlige kreditkort, som B.T. er stødt på i en ellers overfladisk gennemgang af de kommunale udlæg, har kommunaldirektør Christian Roslev været på sviptur til Berlin.
Her deltog han i flere møder i kraft af sin bestyrelsespost i Ejendomsfonden Artcenter Spritten. En aktindsigt viser, at 1.300 kroner er blevet faktureret Aalborg Kommune – blandt andet for aftensmad på burgerbaren O'Learys.
Turen foregik ikke i kommunalt regi, og ejendomsfonden er et privat foretagende. Christian Roslev er dog udpeget af Aalborg Kommune. Det kom de andre bestyrelsesmedlemmer til gode.
Kommunaldirektøren valgte nemlig, at skatteyderne fik lov at give aftensmad til bestyrelseskollegerne – også selv om fonden selv kunnet have betalt.
»Disse udgifter til forplejning kunne være afholdt af Ejendomsfonden Artcenter Spritten, men kunne også afholdes af Aalborg Kommune. Kommunaldirektøren valgte, at Aalborg Kommune afholdt udgiften,« oplyser Christian Roslev i et skriftligt svar til B.T.
B.T. har uden held forsøgt at få et uddybende svar på, hvorfor Aalborgs borgere og ikke Ejendomsfonden Artcenter Spritten betalte for aftensmaden.
