Vejle Kommunes seniorchef er blevet fyret efter en »gensidig aftale«, men noget kunne tyde på, at der ligger andet bag.

Helle Brinch skal efter fem år som seniorchef ikke længere lede kommunens plejehjem og ældreplejen. Ifølge kommunens velfærdsdirektør er der ikke tale om en fyring.

»Helle Brinch fratræder efter gensidig aftale sin stilling som seniorchef ved Vejle Kommune. Vejle Kommune og Helle Brinch takker for samarbejdet,« skriver velfærdsdirektør Anne Mette Lund i en mail til byrådets økonomiudvalg ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Der er blevet iværksat en ekstern undersøgelse af seniorområdet i Vejle Kommune på baggrund af flere sager, heriblandt en sag om personaleflugt fra hjemmeplejens største distrikt og Højagercenteret i Jelling, hvor personalet i flere tilfælde har begrundet deres afsked med dårlig ledelse.

I en anden sag i hjemmeplejen fik en jobansøger efter en positiv jobsamtale en sms om, at hun ikke ville komme i betragtning til jobbet, fordi hun havde udtalt sig negativt om hjemmeplejen i Vejle Amts Folkeblad. Hun har tidligere været ansat i et af hjemmeplejens distrikter og ønskede at vende tilbage for være med til at skabe stabilitet.

Der var ingen i seniorafdelingens ledelse, som ønsker at tage ansvaret for sms-beskeden. Borgmesterkandidat Martin Sikær har dog udtalt til Vejle Amts Folkeblad, at ligegyldigt om det er distriktslederen, eller om problemet var længere oppe i systemet, måtte man »drage konsekvensen«.

Han undrer sig over fratrædelsens timing, der altså kommer cirka to uger før resultaterne af den eksterne undersøgelse er på plads.