To millioner kroner.

Det var hvad den tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft fik i fratrædelse, da han efter blot 20 måneders ansættelse blev fyret som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune i starten af oktober.

Det afslører B.T. efter at have fået aktindsigt i fratrædelsesaftalen. Helt præcis fik 61-årige Peter Loft et gyldent håndtryk på 2.016.857,70 kr. Det svarer til 15 måneders løn - eller et engangsbeløb som svarer til tre fjerdedele af den løn, han nåede at tjene under hele sin ansættelse.

Peter Loft, synes du, det er rimeligt, at du som kommunaldirektør får en fratrædelse på over to millioner kr. efter blot 20 måneder i jobbet?

»Rimeligt? Det ved jeg ikke, om det er. Det vil jeg lade op til andre at vurdere. Vi havde indgået en standardkontrakt, og jeg fik fratrædelse i henhold til den.«

»Man tager jo, hvad man kan få,« siger Peter Loft.

Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) slår fast, at fratrædelsen var helt efter bogen.

»Peter Loft fik den fratrædelse, han er berettiget til. Der er nogle klare regler på området, og de er selvfølgelig blevet fulgt,« siger hun.

Arkivfoto: Peter Loft. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2017)
Arkivfoto: Peter Loft. (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2017)
Vis mere

Synes du, det er rimeligt, at han får en så stor fratrædelsesgodtgørelse?

»Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke udtaler mig om den konkrete sag, idet der er tale om en personalesag. Men på et principielt plan synes jeg, der er ret gode fratrædelsesvilkår for topchefer.«

»Det virker besynderligt, at de samme vilkår ikke gælder hele vejen ned gennem det kommunale system ved fratrædelser. Jeg ved godt, man påpeger, at en kommunaldirektørs job er mere usikkert, fordi vedkommende hurtigt bliver en brik i det politiske spil.«

»Men det gælder jo også for eksempelvis børnehavepædagogen, som risikerer at miste sit job, hvis man fra politisk side beslutter at spare på børneområdet,« siger Winni Grosbøll.

Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S).
Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S). Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Peter Loft var ifølge sin kontrakt berettiget til fuld løn i fratrædelsesperioden på tre måneder samt en fratrædelsesgodtgørelse på et års løn.

Med en månedsløn på 134.457,18 kr løber det op i en samlet fratrædelsesgodtgørelse på lidt over to millioner kr. Derudover får den fyrede kommunaldirektør udbetalt 243.777,37 kr, som han har optjent i feriepenge.

Den sekscifrede fratrædelsesgodtgørelse går ind på Peter Lofts bankkonto, når han officielt fratræder sin stilling med udgangen af januar 2019. Han blev dog fritstillet allerede 11. oktober i år.

Da han fik sparket i starten af oktober, lød det fra Bornholms Regionskommune, at Peter Loft ikke var den rette mand til jobbet som kommunaldirektør.

Noget af en kovending, idet Winni Grosbøll ved ansættelsen af Peter Loft i februar 2017 var sikker på, at kommunen havde gjort et scoop.

Peter Loft var departementschef i Skatteministeriet indtil 2012.

I forbindelse med skattesagen, hvor skatteoplysninger om daværende statsminister Helle Thornings mand, Stephen Kinnock, blev lækket til pressen, blev Loft hjemsendt.

Skattesagskommissionen konkluderede siden hen, at han nok havde været for tæt på behandlingen af sagen, men ikke havde begået noget strafbart.