Lykketoft måtte anse det for givet, at hans tale med kritik af Løkke ville blive lækket, vurderer kommentator.

Dum, grov og uværdig. Politisk kommentator Hans Engell har ikke meget tilovers for Mogens Lykketofts (S) kritik i en tale, der er blevet lækket til medierne.

Den nuværende formand for FN's Generalforsamling og tidligere socialdemokratiske formand kaldte ifølge Berlingske Thorning-regeringen "talent- og profilløs" og statsminister Lars Løkke Rasmussen for "en lille svindler" i en tale ved sin 70-års fødselsdagsreception 9. januar.

»Det er såmænd ikke fordi, det er opsigtsvækkende, at han er kritisk. Men her taler vi om arrogant og nedladende kritik,« siger Hans Engell.

Lykketoft beklager over for Berlingske det, han betegner som "et følelsesudbrud" - og at en gæst har viderebragt noget, der "bidrager til absolut utilsigtet offentlig debat".

Han sendte selv talen ud på mail til gæsterne fem dage efter fødselsdagsreceptionen 14. januar.

»Han har sendt det ud til så stor en kreds, at han måtte anse det for en given ting, at den måtte havne i medierne. Han burde efter 35 år i dansk politik være for klog til at tale så nedladende om partifæller og landets statsminister,« siger Hans Engell.

Han hæfter sig samtidig ved, at fødselsdagsreceptionen blev afholdt i Folketingets såkaldte Samtaleværelse.

»Selv om vi taler om en privat sammenkomst, er den ikke mere privat end, at den finder sted i Folketingets fineste lokale, nemlig samtaleværelset - og at den efterfølgende bliver mailet rundt,« siger Engell.

Politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabet Svane, hæfter sig også ved forklaringen om følelsesudbruddet.

»Den er skrevet ned, så det var ikke på den måde noget vredesudbrud. Det er svært at have et vredesudbrud, man skriver ned, fremfører som tale, og så nogle dage efter sender ud,« siger hun til Ritzau.

Hun betegner hele sagen som "ret kluntet":

»Når han åbner munden, lytter verden. Hvis han gerne ville have fortalt danskerne, at han synes, at Løkke er en svindler, har han haft mange lejligheder til at gøre det.«

Adskillige politiske venner og fjender tager i Berlingske afstand fra Lykketofts hårde ord.

LA-formand Anders Samuelsen kalder det direkte "uværdigt", men Elisabet Svane vurderer ikke, at det får nogen konsekvenser for hverken Lykketoft selv eller Socialdemokraterne:

»Hans synspunkter er velkendte. Lykketoft har været en af Thornings største kritikere. Hans kritik af Løkke har vi også hørt mange gange før. Han siger det på en anden og skarpere måde, men selve synspunktet har han fremført før.«

»Så jeg kan ikke se, at det kan få nogen konsekvenser for ham. Han stopper i FN senere på året, vender tilbage til Folketinget - og det er der ingen, der kan tage fra ham.«

Hans Engell tilføjer, at Lykketoft må formode at mærke en vis uvilje fra sine partifæller, når han vender hjem fra FN i New York.

/ritzau/