Med Stephanie Lose ude af billedet ligner Inger Støjberg en stensikker kandidat til posten som Venstres kommende næstformand.
Men falder valget på den tidligere og til tider kompromisløse udlændinge- og integrationsminister, løber Venstre samtidig en gigantisk risiko.
Det mener Jarl Cordua, der er politisk kommentator og vært på radioprogrammet 'Cordua & Steno' på Radio24syv.
»Der er mange, der mener, at Inger Støjberg skal være næstformand. Men man må bare sige, at bliver hun det, så påtager man sig også risikoen for, at det kan gå helt galt. Så er det ikke bare Inger Støjberg, der er på anklagebænken. Så er det Venstres næstformand. Og de to ting kan ikke adskilles.«

Problemet og anklagebænken, som Jarl Cordua refererer til, er bedre kendt som 'barnebrudssagen'.
Den handler om en ulovlig instruks, som Inger Støjberg gav som udlændinge- og integrationsminister i 2016.
Instruksen bebudede, at par, der boede sammen på asylcentre, skulle adskilles, hvis den ene part var under 18 år.
Praksissen blev senere betegnet som ulovlig og »særdeles kritisabel« af Folketingets Ombudsmand.
Et flertal i Folketinget ønsker nu sagen undersøgt, og derfor er det, som Jarl Cordua ser det, yderst risikabelt at sætte Inger Støjberg i næstformandsstolen.
»Skal man stå last og brast med hende hele vejen igennem? Det er der nok mange, der mener i partiet og blandt hendes støtter. Men er det klogt?« spørger han og fortsætter:
»Er det den start, en ny formand og et nyt parti skal have? Jeg ved det ikke? Men det bør man nok diskutere, før man vælger hende som næstformand. Det kan ende med en næse, og det man vel nok leve med, men i værste tilfælde kan det ende med en rigsret,« siger Jarl Cordua.
Vellidt blandt partiet og i befolkningen
Ud over at være ekstrem populær i Venstres bagland, er Inger Støjberg i den brede befolkning en af de mest populære Venstre-figurer.
Ved den seneste folketingsvalg fik hun næstflest personlige stemmer i partiet og fjerdeflest stemmer på landsplan.
Med sine 28.420 personlige stemmer slog hun med længder Jakob Ellemann-Jensen, der lige nu ligner det bedste bud på Venstres kommende formand.
Ellemann fik 19.388 stemmer.
To andre kandidater
Ud over Inger Støjberg peger Jarl Cordua på Karsten Lauritzen og Sophie Løhde som mulige kandidater.
Sidstnævnte meddelte søndag, at hun ikke er kandidat til næstformandsposten i Venstre.
Ifølge Cordua er der dog ingen, der kommer i nærheden af Inger Støjbergs popularitet blandt partiets delegerede, som har magten til at vælge Venstres kommende næstformand.
»Den absolutte storfavorit er Inger Støjberg, men kimen til et problem er lagt. Og siger hun nej tak, tror jeg, der er en del medlemmer af partiet, der også vil ånde lettet op.«
Der er 850 delegerede i Venstre, og de skal ved partiets kommende landsmøde den 21. september beslutte, hvem der skal sætte sig i henholdsvis formands- og næstformandsstolen for landets største borgerlige parti.