Venstre-formands rådgiver stopper, og det er ifølge kommentator kulmination på lang tids modstand i dele af V.

Stærke kræfter har i lang tid arbejdet imod Jesper Kraft, der mandag har meldt ud, at han stopper som særlig rådgiver for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Det siger Thomas Funding, politisk redaktør hos Avisen Danmark.

Han beretter om en decideret "hviskekampagne" mod Jesper Kraft, der nu er kulmineret med, at Jesper Kraft er fratrådt.

Thomas Funding siger, at der allerede til det ekstraordinære landsmøde i september 2019, hvor Jakob Ellemann-Jensen blev formand for Venstre, blev talt i krogene om den nye formands nærmeste rådgiver.

- Jeg oplevede en ret kraftig hviskekampagne. Det var helt klart min oplevelse, at formålet var at underminere ham i forhold til pressen og skabe et pres, der ultimativt skulle lede til, at han ikke længere var rådgiver, siger Thomas Funding.

Det har bundet i forskellige ting, vurderer Thomas Funding.

Jesper Kraft tilhører på et Venstre-spektrum det højreorienterede segment, når det kommer til værdipolitikken.

- Og så tror jeg også, der var noget personligt i det. Jesper Kraft er ikke en elegantier udi diplomati, siger Thomas Funding

Ifølge Kraft selv er "uenighed om strategiske beslutninger" en af årsagerne til, at han nu er fratrådt. Ifølge flere medier, blandt andet Ekstra Bladet, er der tale om en decideret fyring.

Netop aspektet omkring de strategiske beslutninger er interessant, mener Thomas Funding. Det kan pege på, at der foregår en større magtkamp i Venstre.

Spørgsmålet er, om den strategiske uenighed har været mellem Jesper Kraft og Jakob Ellemann-Jensen. Eller om den i højere grad har været mellem Jesper Kraft og folkene omkring V-formanden.

- Det er et lidt ubesvaret spørgsmål, som jeg synes er interessant. Det kan kaste lys på, hvem der egentlig styrer i Venstre Lige nu.

- Mit indtryk er, at det også er udtryk for en eller anden magtkamp, der er foregået omkring Jakob Ellemann-Jensen. Ikke kun i relationen, siger Thomas Funding.

/ritzau/